Min mor har altid fortalt mig, at man aldrig må lyve. Det er løgn.
’’Jeg lyver ikke til hverdag’’ eller ’’Jeg har aldrig løjet’’, er begge to sætninger som aldrig nogensinde kommer til at være sande, men som man alligevel siger på et eller andet tidspunkt, for at vise at man er en man kan stole på, eller at man ikke er falsk. Men i virkeligheden, ved vi alle godt, at vi alle har løjet på et eller andet tidspunkt, eller kommer til det. Så hvad er problemet ved at lyve, hvis det bare er en lille hvid løgn?
En hvid løgn er en løgn, hvor det ikke er meningen at skade nogen personer. Men en hvid løgn skader kun dig selv. Dit ry, dine omgivelser, og ikke mindst dit arbejde. Du kommer til at leve i en løgn, hvor man snyder andre om ens person ved den måde, man lever på. Folk kommer til at finde ud af det på et tidspunkt, og der er ingen der gider at bruge tid på en som lyver om alting.
Jeg kan huske det startede hele vejen tilbage til dengang man gik i børnehaven, og man automatisk skulle lære hvordan man skulle håndtere at vælge fra og vælge til af venner. Lærerne lærte os om citatet, ’’dem der hvisker lyver, så bukserne flyver’’ så man ikke ville blive holdt ude i et trekantsdrama. Jeg tror på citatets mening, i det meningen skulle forstås på den måde, at hvis man hvisker, så lyver man. Det lærte mig, ikke at bagtale, hviske om andre og at det ville være en fornærmelse, hvis man hviskede foran andre. Men det er jo også lidt en løgn.At lyve, kan sagtens også være en forbrydelse. Helt fra voldtægt til en skilsmisse. Skilsmisse, helt enkelt er meget normalt, og det er meget normalt at forældrene vil lyve sig frem til at få forældremyndigheden over børnene, som fx at eksmanden har slået børnene. Men hvordan kan man få sig selv til at lyve sådan over for så magtfuldt en podie, som retten? Det er et meget godt spørgsmål. At lyve giver i hvert fald store konflikter, på hver sin måde.
Det er gratis at oprette en konto