Hvorfor har han en far, men ikke mig?

”Mor? Hvor blev far af?” ”Far skulle lige nå noget, men han kommer snart med, til vores nye hjem”

Det var blot den simple sætning, der fik mig til at tro at min far, ville vende tilbage til mig og min familie, selvom jeg egentlig aldrig troede hundrede procent på det.

Jeg stod på verandaen kl. seks om morgenen, og bad min daglige bøn. Min lillebror Hamza, lå stadigvæk og snorksov i sengen, som han sædvanlig gjorde det. Min mor der stod i køkkenet og altid var der for at forsøge mig og min lillebror, med kost og logi hver evig eneste dag, stod og lavede omeletter. Hun gjorde det hver dag og gjorde det til vores hverdag, hun spredte kærlighed rundt i huset, og holdte stemningen oppe i modgang og medgang.

Jeg gik ind ad havedøren og direkte ind i køkkenet for at hjælpe min mor færdig med morgenmaden. Det var det mindste jeg kunne gøre. ”kan du lige række mig smørret Lehzan?” Jeg gik direkte over til vores lange hvide køleskab og rakte mor smørpakken. ”værsgo mor” sagde jeg, stadig med søvn i øjnene. Jeg gik ind på det værelse mig og Hamza delte og vækket ham, ved at tyre en pude i hovedet på ham. Det vågner han i hvert fald af, og det gjorde han så også. ”Morgenmad, der er morgenmad” Råbte vores mor nærmest. Dette var en typisk morgen, den samme rutine og de samme gamle vaner.