``Har vi stadig ansvar for hinanden? Eller passerer vi bare hinanden uden at se? Dette dystre budskab kan ses som en konsekvens af det senmoderne samfund vi befærder os i. Vi lever i et koldt samfund, hvor kun de stærkeste overlever. Er solidariteten ved at svinde ud i samfundet? Børn bliver født som skilsmissebørn, en ny tid, en kold tid, hvor chancen for at være en del af noget er lille. Novellen skildrer alt imellem et skilsmissebarn, en hærget gammel mand der kæmper sig alene op af stentrapperne, en ung mand der føler sig usynlig på kanten af storkespringvandet, og det eneste der binder ham til noget, er den gule maling fra ungdomshuset. Et samfund, hvor man er mentalt til stede, men fysisk undværer hinanden. Vi bliver mere og mere ensomme, og storbyerne bliver større og større. Den savnede tilværelse i det kolde København bliver beskrevet i ”En skilsmissehistorie” der er en, ud af de mange noveller i novellesamlingen ``København`` skrevet af Katrine Marie Guldager i 2004
``Bussen, der forlod Nørrebros Runddel med kurs mod Nørreport st., var ikke alene fyldt til randen af passagerer, den var også udsædvanlig fugtigt`` 1.linje s.73.
Som vi kan se i det ovenstående citat, så starter novellen i in Medias res, hvor vi ikke får en konkret beskrivelse af personerne, men bliver smidt ind i handlingen direkte. Vi får beskrevet den hærgende fugtighed i bussen, der refererer til det uhygiejniske storbysliv. Handlingsplanet består af flere synsvinkler, hvoraf vi følger flere personer. Der veksles så at sige mellem flere handlinger. Først bliver vi introduceret til 2 piger i bussen. Den yngste pige i bussen får øje på sin far, pigerne prøver forgæves at finde faren, hvor han forsvinder fra dem. Det er dog ikke første gang faren forsvinder fra den yngste pige. Derfra når de ikke toget, og får øje på drengen fra ungdomsklubben, hvor den gule maling har sat sit aftryk på hans ansigt.
Det er gratis at oprette en konto