Skilsmisse er i dag en ting som er en naturlig del af hverdagen, og det er ikke længere et stort emne i forhold til andet. Men selvom skilsmisse i dag er normaliseret, kan det stadig være en hændelse som er svær at kapere, og man kan ikke bestemme folks måder at håndtere den på. Dette er tilsyneladende et emne som Katrine Marie Guldager berører i hendes novelle En skilsmissehistorie fra 2004. Novellen er fra novellesamlingen København. Perioden som novellen er skrevet i er især inspireret af 90’ernes tendenser. Minimalisme er især relevant her, idet måden at følge disse forskellige personer på er ufuldstændig og kort. Derudover antydes attituderelativisme, hvor jeget ikke er en fast størrelse, men har mange, og hvor historieløse og anonyme jeget optræder ret overfladisk.
Novellen følger seks forskellige synsvinkler. Den tager dog udgangspunkt i den yngste af to piger, som har været i Ungdomshuset og som for første gang er i København alene. Hun ser ved en tilfældighed hendes far fra en bus, og husker rent tilfældigt at hun skal ringe til sin mor. Hun har sine forældre i tankerne resten af dagen. Vi følger også kort en ung mand, som også har været i Ungdomshuset. De unge piger har tidligere snakket med ham, men de hilser ikke på hinanden. Han slentrer ned ad Købmagergade til Storkespringvandet. En anden ung fyr går derimod hurtigt ned ad Strøget for at møde en ved Storkespringvandet. Han har meget mere travlt. Ydermere følger vi en mand som kæmper sig op ad trappen fra Rådhuspladsens underjordiske toiletter, med hans ene fod, som er slap som en elastik. Sidst følger vi den yngste piges mor og far. Faderen er flyttet ud, og er gået hjem til sin nye lejlighed og moderen graver kartofler i haven, hvorefter hun låser sig selv ude.
Det er gratis at oprette en konto