Analyse af 'Tiggersken fra Locarno'

Spøgelser er gennem tiden blevet brugt til at dække over det uforståelige, det som den menneskelige forstand ikke har kunnet forklare. Spøgelser forbindes med uhygge og utryghed, men hvor stammer de egentlig fra? Er der tale om ’rigtige’ spøgelser, eller er de blot et udtryk for de undertrykte og uforløste følelser, som findes dybt inde i os? ’Tiggersken fra Locarno’, som er skrevet af den tyske forfatter Heinrich von Kleist (1777-1811), beretter om hvordan en mand drives til selvmord på grund af et af spøgelse. Heinrich von Kleist anses i dag som værende den mest betydningsfulde dramatiker i romantikken. Novellen blev første gang trykt i den tyske avis ’Berliner Abendblättern’ i 1810. Novellen bærer, med sit særlige fokus på det fortrængte, særligt præg af ’romantismens’ opgør med romantikkens harmoniske fremstilling af tilværelsen.

Novellen indledes med en beretning om, hvordan en syg og gammel tiggerske får tilbudt husly af marquisen på et slot. Slottets marchese kommer hjem og beordrer tiggersken at lægge sig om bag ved ovnen. Undervejs kommer tiggersken til skade og ender sine dage bag ved ovnen. Flere år efter er marchesen, som følge af krig og misvækst, nødsaget til at sælge slottet. En interesseret ridder overnatter i det værelse, hvor tiggersken år forinden var død. Ridderen opdager at det spøger i værelset, og for at undersøge sagen overnatter marchesen selv tre nætter i værelset. Hver nat hører han spøgelset, og på tredje nat sætter han i frustration og afmagt ild til slottet, hvorved han ender sine dage i samme værelse som tiggersken. Novellen er bygget op om et kronologisk handlingsforløb, hvor handlingen foregår i præteritum. ”Ved Alpernes fod, ved Locarno i det øvre Italien, lå et gammelt slot…”. Den fortalte tid strækker sig primært over tre døgn, dog med undtagelse af beretningen om den afdøde tiggerske, en hændelse der foregår flere år forinden. Selve handlingen kan forklares ud fra berettermodellen. De første tolv linjer (linje 1-12) fungerer som novellens anslag, præsentation og uddybning. Handlingen foregår her flere år forinden den resterende del af novellen. Baggrunden for novellen præsenteres, og læseren introduceres for novellens tre vigtigste karakterer; marchesen, marquisen og tiggersken, samt for det miljø, handlingen foregår i. Uddybningen fortsætter frem til linje 15, da læseren i dette afsnit får indblik i marchesens økonomiske problemer samt grunden til, at slottet skal sælges. I de efterfølgende linjer (15-28) bliver det opdaget, at det spøger i værelset. Opdagelsen af spøgelset udgør handlingens ’point of no return’, da marchesen og marquisen her konfronteres med, at det spøger, og dermed er nødsaget til at forholde sig til det, hvilket igangsætter novellens egentlige konflikt. Det efterfølgende afsnit (linje 29-62) udgør novellens konfliktoptrapning. Marchesen og marquisen tager sagen i egen hånd og undersøger selv, hvorvidt det spøger i værelset. Konfliktoptrapningen, marchesen og marquisen nætter i værelset, fører til novellens klimaks. Klimaks finder sted, idet at hunden, på den tredje nat, også reagerer på spøgelset; ”Derpå, i midnatsstunden, høres den frygtelige lyd igen; nogen, som intet menneskes øje kan se, rejser sig op, på krykker, i værelseskrogen; man hører halmen, det rasler, og ved det første skridt: tap! tap! vågner hunden, springer pludselig op, med spidsede ører, fra gulvet, og knurrende og gøende, akkurat som om et menneske kom gående imod den, trækker den sig tilbage hen mod ovnen.” Konflikten når her sit højdepunkt, og marchesen og marquisen er nu fuldt overbevist om, at det spøger i værelset. Klimakset fører til, at marquisen flygter og marchesen antænder slottet og ender sine dage i værelset. Dette udgør novellens udtoning (linje 62-72). Novellen har en lukket slutning, idet at marchesen begår selvmord og dermed lider samme skæbne som tiggersken. Novellen fortælles gennem en tredjepersonsfortæller. Fortælleren er alvidende og har derfor overblik over hele handlingsforløbet, deriblandt en indsigt i marchesens økonomiske problemer; ”Flere år senere, da marchesen, som følge af krig og misvækst, var kommet i penible formueomstændigheder…”. Fortælleren har samtidigt indblik i alle karakterers følelser og tanker. ”Forskrækket, uden selv rigtig at vide hvorfor, lo marchesen med kunstlet munterhed af ridderen og sagde…” Den alvidende fortællers store indblik i karakterernes tanker og følelser styrker læserens identifikation og indlevelse i novellen. Handlingen opleves gennem den alvidende fortæller, og synsvinklen er derfor både indre og ydre, da fortællerne både har indblik i karakterenes tanker og følelser med samtidigt betragter handlingen udefra. Den kombinerede synsvinkel giver læseren et godt samlet overblik over handlingsforløbet samtidigt med at give læseren et godt indblik i den enkelte karakter. Retter man fokus mod novellens sprog og skrivestil, er skrivestilen karakteriseret ved en lang og kompliceret sætningskonstruktion med mange indskudte sætninger. ”Marchesen havde, uudholdeligt pirret af rædsel, grebet et lys, og, træt af sit liv, stukket ild på slottet” Som i det overstående citat benyttes de indskudte sætninger primært til at beskrive karakterernes følelser samt baggrunden for de enkeltes handlinger. Dette er med til at livliggøre fortællingen, nuancere handlingerne og fremme identifikationen hos læseren. De mange indskudte sætninger risikerer dog at gøre det vanskeligt for læseren at forstå tekstens sammenhæng, da det er nødvendigt at have overblik over flere sidestillede sætninger samtidigt. ”Denne hændelse, som vakte overordentlig opsigt, afskrækkede, på en for marchesen højst ubehagelig måde, flere købere; så da det besynderlige og ubegribelige rygte, at det spøgte i gemakket i midnatstimen, begyndte at gå blandt hans eget tyende, besluttede han, for én gang at bringe rygtet til tavshed, selv at undersøge sagen den følgende nat.” Sproget er meget beskrivende og detaljeret, og der gøres brug af flere gammeldags fremmedord, eksempelvis ’marchese’ og ’gemakker’. Fremmedordene bidrager i samspil med skrivestilen til, at sprogbruget fremstår formelt. Formaliteten skaber en distance mellem den nutidige læser og novellens handling, dog med det forbehold at sprogbruget er tidsvarende romantikken og derfor vil fremstå mere formelt hos den nutidige læser end hos en læser, der levede i novellens samtid.