De uperfekte

De uperfekte Jeg synes at det er ærgerligt, at det skal være så svært for nogle at finde kærligheden. Det burde være en selvfølge for alle, men sådan er det desværre bare ikke for nogle, fx de mennesker vi ser i klippet. De har svært ved at finde kærligheden, fordi de ser anderledes ud, eller fordi de ikke lige fungerer helt på samme måde som andre mennesker. Det er desværre den barske sandhed, og jeg må indrømme at jeg selv, til hver en tid ville vælge en 'normal' person frem for en ’uperfekt’. Jeg ved ikke hvorfor, eller det gør jeg egentlig nok. Det er af den simple grund, at det ikke er så fedt for den ’normale’ kæreste, da man ikke kan lave de samme ting som med lige sådan ’normal’ partner, og de er bare ikke lige så attraktive. Det skal nok være mennesker med et meget stort sind og som er meget godhjertet, som vil være den rette partner for dem og de er nok lidt svære at finde… Men kan man tillade sig at stille krav når man er uperfekt? Det ville jeg ikke mene at man kan. Altså selvfølgelig kan man altid prøve, og hvis man så er heldig og finder en, er det da rigtig dejligt. Men jeg synes ikke, at man kan tillade sig at brokke sig over at blive fravalgt eller at stille alt for mange krav, for godt nok er det ikke deres egen skyld hvordan de ser ud eller ”opfører sig”, men det er til gengæld heller ikke dem der skal leve under de omstændigheder, der vil være hver dag resten af deres liv. Hvis man virkelig så gerne vil have kærlighed, må man se igennem fingrene med det der så end kan stå i vejen. Da den anden part jo også har noget de skal se igennem fingrene med. Dermed ikke sagt at hvis den anden er modbydelig skal de bare lade som ingenting, for det skal man selvfølgelig ikke. Mere som fx om personen har brunt eller blåt hår og/eller hvis personen har piercinger. Jeg kan huske engang hvor jeg sad i bus med to handicappede mennesker, de havde vidst begge en mild form for downsyndrom. Men i hvert fald, så sad de og holdte hinanden i hånden, kiggede dybt i hinandens øjnene og så rigtig forelsket ud. Lige foran dem sad to unge mennesker, og jeg går ud fra de var et par, da det så sådan ud. Men de sad og skændtes. Man kunne ikke høre hvad de sagde, men man kunne se på dem at de ikke var helt gode venner. Jeg synes bare det var paradoksalt, at det par der udefra ville påpeges for at være det mest perfekte par, da de var unge og flotte, alligevel så var dem der var mest uperfekt. Mens de to andre sad omme bag dem og var glade og forelskede. En ting der undre mig er, hvorfor nogle af de personer der deltager i klippet ikke dater hinanden og prøver at finde sammen. De søger alle kærligheden, den eneste ene, og de er alle såkaldt uperfekte. Det er jo set før, endda i klippet ser vi et glimrende eksempel på at de kan være mindst lige så lykkelige som et ’normalt par’. Og det var også det jeg så, med mine egne øjne i bussen. Så hvorfor gør de ikke det? Jeg kunne forestille mig, at dem der accepterer deres handicap og godt ved de ikke ville kunne få lige hvad de peger på, har lettere ved at finde sammen med nogen i samme situation. Hvorimod dem der ikke har let ved at acceptere det, helst vil have en ’normal’ kæreste. Alle er perfekte og ingen er perfekte.