Rummet, jeg sidder i, er behagligt i forhold til så mange andre rum. Her er vinduer, radiatorer, stole og lys.
87,88,98,90....
Det er træerne uden for vinduet, der har mit blik, og jeg stirrer så meget på dem, at de kunne falde sammen af presset, fra mine stikkende øjne, hvert øjeblik.
120,121,122,123,124...
Jeg sidder og tæller sekunder. For hvert ubetydeligt sekund dør der en mand, et barn, en dame eller en gammel i krig, som sikkert havde meget betydning for nogle.
Selvom krigen, ikke fysisk, har noget med mig at gøre, påvirker den stadig min hverdag, og min måde at opleve nogen ting på. Jeg tænker tit på hvordan det må være at være i krig.
Hvordan det må føles at kæmpe mod nogle unge mennesker, på sin egen alder, uden egentligt helt at være afklaret med, hvad man kæmper om. Hvordan det må føles at dræbe, og vide at man har gjort livet så meget sværere for mange.
Jeg kan ikke lade hver med at spekulere på, hvornår krigen kommer til Danmark.
For på et eller andet tidspunkt må den jo komme. Jeg får ondt i maven ved tanken – Jeg er bange. Krig og angsten, for at for at den vil komme her til, gør mig bange.
Det er gratis at oprette en konto