Jeg gjorde rent en sidste gang til. Det hele var pænt selvom det altid så lidt rodet ud, på grund af de mange møbler. Jeg kunne ikke give mig selv lov til at smide noget som helst ud. Alle de ting betød noget for mig. Det her hjem, har sin helt egen historie. Jeg har levet her i så lang tid, og hvis noget skulle smides væk, ville det være som at smide en del af mit hjerte. Jeg trak gardinerne fra, så der kunne komme lidt lys ind for en gangs skyld. Nu skulle min to døtre jo endelig besøg mig, jeg ville nødig skræmme dem væk som sidste gang.
Dørklokken larmede. Jeg kunne se pigerne ventede derude. Det tog mig noget tid, at rejse mig fra min seng. Men min stok hjalp mig altid. Jeg hilste på Ann og Marie. Jeg blev overrasket hver gang jeg så dem. De var så store, og sådan husker jeg dem bare slet ikke. Jeg havde mistet mere end halvdelen af deres opvækst, men den eneste der skal beskyldes for det er mig selv. ”Mor sagde vi skulle hilse og sige, at du skal stoppe med at sende breve, hvor du undskylder” sagde Ann, mens hun rørte på arret i hendes arm. ”Undskyld Ann, Undskyld Marie. Jeg kan ikke undskylde jer nok. Jeg elsker jer af hele mit hjerte, selvom jeg ikke har været den bedste far, så betyder i alt for mig. Jeg har brug for jeres tilgivelse.” Sagde jeg. Efter en lang snak med pigerne, kunne de endelig forstå hvorfor alt var som det var. Jeg fortalte dem, hvor meget jeg fortryder hver en ting. Fra den mindste detalje til det største jeg har gjort imod dem og deres mor. De forstod mig, og tilgav mig endelig. Det var det jeg havde ventet på. En tilgivelse fra dem jeg elsker. Pigerne forlod mit hjem, og jeg var alene igen.
Det er gratis at oprette en konto