Mustafa vågnede med et kraftfuldt ryk i kroppen. Han sprang op af sengen og tog kniven, der lå under hans seng. Han så sig omkring, og sneg sig hurtigt ind i stuen. Ikke så overraskende så han hans bror, Akram, stå i vinduet. “Rolig Musti”, sagde han “læg kniven fra dig, her er ikke nogen”. Mustafa lagde kniven på sofabordet. De kiggede ud af vinduet sammen. Regnen trillede ned over vinduerne så det var svært at se ud. De så et lyn der slog ned i et træ, ikke så langt væk fra deres to værelses lejlighed. Det blev efterfulgt af en voldsom lyd, den samme som vækkede ham. Han løb hen til sofabordet og hentede kniven. “Musti. Der kommer ikke nogen. Vi er i Danmark nu. Vi er i sikkerhed”, lød det fra Akram. Mustafa gik hen til døren. Han drejede på den slidte lås og kiggede ud i den kedelige opgang. Han kunne nærmest se det for sig. Det var stadig helt klart i hans hoved. Han tog hånden på gelænderet imens en tåre kravlede ned ad kinden på ham. Det var som om han stadig kunne høre hendes skrig da de idioter tog hende fra ham. Han gik indenfor igen og smækkede døren i. “Hvorfor??” Skreg han. Akram kom hen for at trøste ham, derefter gik han ind for at sove. Mustafa sad stadig ved døren med hovedet i den ene hånd og kniven i den anden. Han ville aldrig nogensinde tilgive sig selv hvis han lod det samme ske igen. Han kunne høre regnen der trampede ned i al evighed. Klokken var efterhånden blevet kvart over fem om morgenen. Han gik ind på badeværelset og børstede hans gule tænder. Derefter tog han forsigtigt sit tøj af. Han trådte ind i brusekabinen, og der stod han så under det kolde vand. Han vaskede sig grundigt og mærkede derefter på siden af sin mave. Arret var der stadig. “Ville det mon nogensinde forsvinde”, tænkte han. Han kørte ?ngrende hen af den krøllede hud. Huden var som sand. Han steg ud af brusekabinen og tog et håndklæde til sig. Han tørrede sig og tog derefter det tøj på, som hans far så ?nt havde lagt på hans seng. Han gik ind i stuen og satte sig ved bordet. Aryan, Mustafas far, lavede morgenmad til dem. Mustafa tog en pakke tændstikker der lå for enden af bordet. Han tændte stearinlyset foran et billede. “Jeg savner hende hver dag”, sagde Mustafa. Hans far kiggede over på ham. Han tøvede med at sige noget og serverede derefter morgenmad. Han kyssede Mustafa på panden og sagde “Det gør jeg også. Men vi må komme videre nu. Vi har et nyt liv foran os, og det er din første dag i skole”. Mustafa kiggede op på sin far. Han var egentlig enig i det han sagde, og så alligevel ikke. Men hans første dag i skole, det var det trods alt. Han glædede sig ikke ligefrem. Der var ikke så meget andet der fyldte i hovedet end hans savnede mor, men han tog alligevel afsted. Mest af alt fordi han skulle. Han tog sin jakke, taske og sine slidte gummisko på. Han åbnede døren og gik ud i opgangen. Tankerne ?øj igennem hans bevidsthed. Det var i opgangen han mistede synet af sin mor. Mustafa gik nu på gaden. Der var virkelig mange mennesker. Mustafa morede sig lidt med at kigge på de mange forskellige typer. Han gik videre og drejede til højre på hjørnet. Der var koldt, og meget stille. Mustafa gik forbi en kiosk, som der solgte aviser. Han kiggede kort derhen, og med det samme var det som om han blev hul inden i. Med stor sort skrift stod der “Nyt terrorangreb i London: ?ere hundrede døde”. Mustafa holdte pludseligt igen. Tankerne ?øj endnu engang rundt i ham, “Kan det ikke bare snart holde op”, råbte han. Han kunne mærke øjnene rundt omkring der så dømmende på ham. Men han vidste jo godt de var enige. Kunne det ikke snart være slut? .Mustafa gik videre og nåede langt om længe skolens slidte hoveddør. Han rak hånden ud efter dørhåndtaget og drejede. Han hørte straks en hæs stemme “Forbandede muslimer”, efterfulgt af en skinger stemme “ja for pokker”. Mustafa tog en dyb indånding, han vidste udmærket godt hvad der ventede ham. Han gik langsomt op ad trapperne og forsigtigt ind i klassen. Han så sig omkring. Klasselæreren kom hen og introducerede sig selv. Mustafa gik lidt omkring og fandt til sidst et bord han kunne sidde ved. Klokken ringede og de disciplinerede børn satte sig ned ved deres borde. Klasselæreren startede med at sige “Godmorgen 5. B, vi hat fået en ny dreng, Mustafa, som lige er kommet til Danmark. Hvor var det du boede før Mustafa?”. Mustafa svarede kort og enkelt “Aleppo”. Klasselæreren fortsatte, “han er fra Aleppo i Syrien”. Der var en dreng der sad helt bagerst i klasselokalet der efterfølgende råbte, “er han så terrorist?”. Mustafa kiggede tilbage på ham. Han havde lagt lyst hår og fregner. Han hed Isaac. Han rejste sig op og tog jakken af. “Nej”,
Det er gratis at oprette en konto