Grenen knaste under min fod da jeg gik gennem skovstien rundt om tordenbakken, på vej mod stranden. Grenens knækkende lyd, mindede mig om et forsøg, vores lærer engang lavede, der gik ud på, at hun maste en 100kr seddel, derefter trådte hun på den og derefter spyttede hun på den. Efter hver ting hun gjorde ved seddelen, spurgte hun vores klasse, hvem der ville have den, og alle rakte hånden op, hver gang.
På en måde kunne jeg sætte mig i seddelens position, udover at den var eftertragtet, som man jo ikke ligefrem kan sige, at jeg er. Blive spyttet og slået på er en af de daglige rutiner, når jeg går i skole. Måske er det ikke fysisk, men at blive sparket på psykisk, er lige så hårdt.
Man kunne håbe at hvis situationen var sådan i skolen, kunne man samle sig selv og få støtte hjemmefra, men sådan er det langt fra for mig... Det er lige præcis omvendt for mit vedkommende, hvor mine kontaktpersoner og de personer jeg læner mig opad, er nogle enkelte lærere på skolen. Min mor er aldrig hjemme og min far er aldrig ved sig selv, så jeg sørger helt igennem for mig selv.
Det er gratis at oprette en konto