Den lille by vi lever i, samfundet, hele den store verden, er vi ved at miste os selv? Miste os selv til skærmen og til elektronikken?
Ingen der svarer mig, ingen der reagerer, og ingen der lytter på mig. Snakken ved morgenbordet er blevet en fornemmelse af, at intet er forude. Alt er tomt og ligegyldigt. Sammenværet, snakken, hyggen og nærværet. Det er forbi.
Hvad gør mobiltelefonen egentlig ved os? Ja, det er et godt spørgsmål, som jeg tror, at mange også har stillet sig selv, efterhånden som mobilen har overtaget vores liv mere og mere. Jeg mener, at mobilen er en positiv del af vores hverdag. Vi kan dele oplevelser og tanker med milliarder af mennesker, og næsten intet er umuligt med en mobil. Dog syntes mange, at mobilen har gjort os asociale. Og ja, det vil jeg da give dem ret i på nogle punkter. Vi tjekker vores mobiltelefoner hele tiden og gerne flere gange i timen, for hvad nu hvis man missede en vigtig besked.
Da jeg gik i 2. Klasse, var alting godt. Det var godt, at der var nogle problemer en gang imellem, og det var godt, at folk kunne være uenige og nogle gange blive sure. Vi kunne have det sjovt, vi kunne lege, hygge og snakke sammen. Jeg kunne være mig selv over for de andre i klassen, og de andre kunne være sig selv over for mig. Ingen havde fået telefoner, og iPad ‘en var heller ikke kommet til vores klasse. Påvirkningen fra de sociale medier havde ikke ramt os.
Det er gratis at oprette en konto