Jeg er alene. Alene i denne verden. Sådan føles det i hvert fald. Jeg er efterhånden den eneste af min art der er tilbage, og jeg kan ikke længere huske hvordan det var engang. Alt fra de gode gamle dage er gået ud i glemslen og kommer aldrig tilbage. Nu er det dem der bestemmer. Min bedste ven, Peter, er en af dem. Jeg vidste det inderst inde godt, men jeg ville ikke indrømme det og jeg havde aldrig troet at han ville forråde mig. Eller også vidste jeg det godt, men jeg håbede så inderligt at det ikke var sandt.
Det var en dag hvor Peter og jeg endnu en gang skulle på arbejde. Jeg arbejde på en stor robotfabrik hvor vi byggede, designede og reparerede robotter. Og da Peter jo var min hjælper, fulgte han selvfølgelig bare med mig. Alting var det samme og alligevel føltes alting anderledes, nærmest forkert. Jeg havde en underlig fornemmelse i maven, som om noget forfærdeligt var ved at ske, men jeg ignorerede den. Da vi kom hen på vores arbejdsplads kiggede vores hjælpere underligt på mig og mange af mine kolleger. De kiggede ikke ondt på os, men venligt. Faktisk alt for venligt. Pludselig kunne man høre en hjælper over højtalerne sige de få ord, som satte det hele i gang: “så er det tid mine robot venner.„ Og i det samme begyndte alle robotterne at smadre stedet og indfange alle os mennesker. Jeg var klar til at kæmpe for mit liv, med Peter ved min side. Det troede jeg i hvert fald, men sådan skulle det ikke være. Peter overraskede mig bagfra og holdt mig i et jerngreb der var umuligt at komme ud af. Jeg blev så forskrækket og forvirret at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle reagere. Og inden jeg nåede at opfatte hvad det egentlig var der skete, fik jeg et ordentlig slag i hovedet og besvimede.
Det er gratis at oprette en konto