Vintermånederne| ungdomsnovelle

Jeg kiggede sukkende ned på mit armbåndsur for tiende gang. "Hvordan kunne fire timer gå så langsomt", spurgte jeg mig selv? Måske var det fordi de drenge blev ved med at kigge hen på mig. Jeg satte de sidste varme stykker franskbrød hen på disken og gik hen for at tørre bordene af. Lige pludselig ud af de blå så jeg ham stå i lokalet og mit hjerte stod næsten stille. Noah! Der gik en million tanker igennem mit hoved, mine fødder var næsten som cement - limet til gulvet og jeg måtte slæbe mig selv over til chefen. Da jeg endelig kom op til kassen, hvor min chef stod, havde han ingen opgaver jeg skulle lave, så jeg var tvunget til at gå tilbage til cafebordene og fortsætte med at tørre dem af. "Der har vi så Mira" råbte en af hans venner. Noah prøvede at smile forsigtigt til mig, imens han proppede kage i munden , men presset var alt for meget for mig. Jeg var så forvirret over situationen,? ?at? ?det? ?eneste? ?der? ?kom? ?var? ?et? ?flabet? ?og? ?koldt? ?svar? ?"virkelig". Mit hoved gjorde næsten ondt på grund af alle de tanker om ham. Noah og hans venner havde siddet på cafeen i to timer og jeg skulle selvfølgelig servicere dem. De havde med vilje spildt kage, så jeg skulle gå derover og tørre op og oven i købet havde de bestilt mad til ti mennesker, selvom de kun var tre. Det var en ret pinligt for mig, men samtidigt vidste jeg allerede der, at jeg savnede at snakke med ham. Jeg havde altid kunnet snakke med ham om alt, den eneste jeg nogensinde havde kunnet det med.? ?Noah? ?havde? ?prøvet? ?så? ?småt? ?at? ?komme? ?i? ?kontakt? ?med? ?mig,? ?men? ?jeg? ?ignorerede? ?det? ?fuldstændigt. Vinter er den mest deprimerende årstid - jeg sad i vindueskarmen hjemme på mit værelse og kiggede ud i mørket. Vintermånederne flød bare sammen i en stor grå masse. "Hverdagen er bare blevet til den samme gamle rutine" tænkte jeg og sukkede. Da lyste min Iphone pludseligt op! Normalt når jeg sad dybt i mine tanker, ville jeg bare lade mobilen blinke som den ville, men denne gang var det anderledes for der stod Noah, på displayet. Jeg tænkte ikke klart, da jeg tog mobilen op, for jeg havde lovet mig selv aldrig at ville snakke til ham igen. Det var som om mit hjerte ville gøre alt for dette opkald? ?mens? ?mit? ?hoved? ?havde? ?lyst? ?til? ?at? ?kaste? ?mobilen? ?lang? ?væk. Klokken viste nu 20:03, vi havde lige snakket i 3 timer. Minderne fra dengang kom allerede i flashbacks tilbage til mig. Den måde han drillede mig på, den måde jeg kunne snakke med ham om alting mellem himmel og jord. Jeg prøvede virkelig at sige nej, da han spurgte om han måtte komme over,? ?men? ?det? ?eneste? ?mine? ?læber? ?ville? ?tillade? ?mig? ?at? ?sige? ?var? ?"Det? ?kan? ?da? ?godt? ?være". Samtalen sluttede og Noah ville kommer over om lidt. Jeg forstod ikke hvorfor jeg var gået med til det. Han havde sin måde at charme sig ind på mig på som ingen andre kunne. Måske var det fordi jeg savnede at snakke med en på den måde? Det hele virkede bare så ægte og rigtigt præcis som dengang, selvom? ?det? ?dog? ?kun? ?var? ?en? ?telefonsamtale. Lige fra han kom ind af døren snakkede og grinede vi som om vi havde været bedste venner siden vi var? ?små. Vi havde glemt alt om tiden og uret viste pludselig 03.15. "Må jeg ikke sove her, jeg tror ikke min mor vil blive særlig glad hvis jeg kom hjem nu", sagde han forsigtigt. "Snedig, snedig, snedig" tænkte jeg men hans selskab var jo så rart. Jeg drillede ham ved at svare "nej" men kom til at smile for hurtigt så? ?han? ?regnede? ?det? ?ud.