Kontrol

”Så spis dog noget.” Jeg stirrer ned på den fede mad, som danner en endeløs sø af fedt rundt omkring koteletterne. ”Jeg kan ikke, tallerknen er beskidt. “Du kan godt, ellers ringer jeg til, du ved nok. “Før i tiden var det intet problem at gøre det uundgåelige, men nu er det min største frygt. Jeg går ud på badeværelset, stiller mig på den forbudte ting og ser min inderste og største frygt i øjnene. 200 gram mere og jeg vil ikke længere være et individ her på jorden men en tankeløs genstand. Hvordan kan tallet stige så meget, selvom jeg undgår det uundgåelige? Har jeg ikke kontrol? En kort tanke væk fra det uundgåelige og så tilbage. ”Spis det mad som jeg har lavet til dig skat. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg ellers skal stille op med dig.” Jeg tager kniven i hånden men vender den omvendt. Hvad nu, hvis jeg uheldigvis tabte kniven. Ville jeg så for engangs skyld slippe for det uundgåelige? Alting vil være forbi, og jeg vil slippe behovet for at sammenligne mig med andre og føle mig malplaceret overalt. Jeg kan høre min mors stemme inde i mit hoved råbe, skrige og skælde ud som en galning. ”Tag dig sammen” gentager det sig inde i hovedet som tinnitus og en ubehagelig følelse, som aldrig forsvinder. Jeg prøver at lukke al støjen ude af mit hoved, og især de mennesker som har såret mig før i tiden. De mennesker som har dannet grundlaget for det uundgåelige. De mennesker som hver dag fik mig til at hade at stå op, hade og være social og hade mig selv. Jeg skuer kortvarigt hen på min mor, som kigger opgivende på mig. Et blik som jeg har været vant til her på det sidste. Hun tager et hårdt greb rundt om min hånd, hvor jeg holder min gaffel. Hun prøver at gennemtvinge maden ned i halsen på mig ved at made mig, som dengang jeg var spæd. Hun holder rundt om mig, og hun forsøger at vugge mig, idet hun forsigtigt sænker gaflen op til min mund. På en eller anden besynderlig måde fornemmes det helt trygt og elskværdigt at lægge i hendes arme. For første gang virker hun fuldhjertet og omsorgsfuld. Jeg får pludselig et nære håb om, at det uundgåelig er noget jeg kan bekæmpe. Min mor slipper og stopper med at vugge mig i hendes lune favn. Den søde musik og de glade toner begynder at skingre igen, og jeg løber ud på badeværelset. Det uundgåelige er tilbage igen. Jeg fanger mig selv i at sidde på alle fire og brække alt det uundgåelige op. Da kommer jeg i tanke om, at det uundgåelige er og vil for altid blive umuligt at bekæmpe.