1820 var kulminationen på en lang dårlig årrække for det danske folk. Igennem de sidste to århundreder havde landet indskrænket sig massivt. Landet havde gået fra at være et storrige, hvor man havde haft herredømme over det meste af Skandinavien, til at være et lille rige med store arv på følelsen af noget større. Man havde mistet hele den sydøstlige del af Sverige; Skåne, Halland og Blekinge i 1600-tallet og København blev bombarderet af England i 1807. Da man næsten troede at det ikke kunne blive værre, gik landet bankerot, som følge af Napoleonskrigene og Norge blev løsrevet fra Danmark. Danmark fik et enormt ar i nationalfølelsen og derfor var der brug for noget nationalfølelse. Denne følelse prøver N.F.S. Grundtvig at få frem i sin salme ”Danmarks Trøst” fra 1820.
At tabe Norge var kulminationen på en dårlig periode for det danske rige. Grundtvig skrev måske dette digt for at give danskerne troen på sig selv, en sammenholdsfølelse, efter at man havde mistet fornemmelsen af at være en stormagt. Lige præcis derfor er det ikke en salme der prøver at skabe en fornemmelse af at man er det største land, men mere en samle for at samle nationen og skabe en fællesskabsfølelse. Og Grundvig erkender også at vi ikke er det største og højeste land, men det vi har er det der passer bedst til det danske folk. Grundtvig vil gennem salmen lære os at sætte pris på vores og få pusten tilbage efter nederlagene.
Det er gratis at oprette en konto