I N.F.S. Grundtvigs nationalromantiske naturdigt Danmarks Trøst fra 1820 prøver han at fremme det danske folks nationalfølelse ved at få danskerne til at forstå, at vi i Danmark skal være tilfredse med det, vi har, og at det ikke kan betale sig at misunde udlandet for deres rigdomme og goder. Han slår fast, at Danmark uden tvivl er det bedste land, bl.a. pga. Danmarks flotte natur, danskernes ærlighed, og at alle får deres daglige brød. Digtet hører til den nationalromantiske periode, som er den del af romantikken, der centrede sig om at hylde folket, den stolte nation og historien med det formål at opmuntre folk til at være stolte af deres nationalitet.
Nationalromantikken opstod i kølvandet på Danmarks deltagelse i Napoleonskrigen og bombningen af København i 1807. Danmark led i disse år store tab af land, indbyggere og soldater. Det medførte selvfølgelig et stort knæk på danskernes stolthed. Inden tabet af Norge så danskerne på sig selv som en nation, der havde noget at skulle have sagt i Europa, men herefter blev det noget sværere at opretholde den selvopfattelse. Budskabet i digtet hænger direkte sammen med titlen Danmarks Trøst. Altså at vi i Danmark skal trøste os efter mange år med krig og ødelæggelse. Vi skal få øjnene op for alt det smukke ved Danmark, og det kan ikke betale sig at misunde andre lande for deres rigdomme og goder, når vi har så meget at være stolt af i Danmark. Kort sagt, at vi i Danmark skal bevare vores stolthed på trods af modgang, fordi vi heldigvis har en masse, vi kan trøste os med.
Det er gratis at oprette en konto