En læges dilemma: Kærlighed eller karriere

Mit navn er [NAVN A]. Jeg er en simpel mand fra Amager. Jeg arbejder på rigshospitalet, i København. Jeg er læge. Mit liv var en rutine og det passede mig fint, indtil at jeg mødte hende.

“Hey [NAVN A]!” hørte jeg længere nede af gaden. En mand kom løbende, en jeg kendte. Det var min ven [NAVN C], min bedste ven. [NAVN C] og jeg har været venner siden børnehaven. Han har ikke haft det nemt. Han forældre døde i et flyuheld, da han var omkring 13 år gammel. Han gik igennem en hård periode og blev indlagt med depression. Lige siden dengang har jeg villet hjælpe mennesker med problemer, eller sygdomme. Så jeg blev læge. “[NAVN A], vent lige!”. Jeg stoppede op og han kom op. “Skal vi ikke følges? jeg skal jo bare lige dreje en halv kilometer inden du skal.” [NAVN C] arbejder i en tøjforretning, der hedder Tom’s Clothing. “Jo, det kan vi jo godt”; svarede jeg og så gik vi videre sammen. Vi gik lidt og snakkede om hvordan det gik med hinanden. Det var jo et godt stykke tid siden vi sidst så hinanden. [NAVN C] gik ned af vejen, mod sin tøjforretning og jeg fortsatte. Jeg var ret godt tilfreds med at være læge på rigshospitalet. Der kan man jo hjælpe dem der har allermest brug for det. Men den dag, var noget helt særligt. Jeg trådte ind på hospitalet og ser en større gruppe mennesker, i noget passende tøj. De var nye sygeplejersker og de skulle starte den dag. Jeg var jo selv lige startet for godt halvandet år siden. Inde imellem fik jeg øje på hende, en smuk kvinde, som så en smule utilpas ud. Måske nervøs eller genert. Hun gjorde mig nervøs, jeg fik sommerfugle i maven. Jeg gik i hak, kiggede på flokken, med hende i midten. De fik deres afdelinger og gik. Efter at have stået stille, som en statue, i et stykke tid, gik jeg videre. Min bipper blinkede. Den blinker ved akut tilfælde. Jeg glemte hende ikke, men tænkte bare ikke over det. På akutmodtagelsen kom en mand ind, en slemt skadet mand. Han var blevet ramt af en bil, da han var faldet, på vej over vejen. Men der var et eller andet jeg kunne kende ved manden. Det var [NAVN B]. Jeg løb hen til ham. Portørerne kom med ham på båren, efter at falck havde hentet ham. [NAVN B] er min nabo. Han bor lige på den anden side af den opgang jeg bor på. [NAVN B] var en ældre, senil mand. Han tog mange piller og jeg har tit været ovre og få en kop kaffe eller vandet hans blomster. Han var en hyggelig gammel gut. Jeg løb hen til ham og han skulle køres hen til CT-scanning. Jeg fik det at vide af en nordmand, eller en nord… kvinde. Hun var en ny sygeplejerske fra Norge, i hvert fald. Ikke nok med det, så var hun kvinden jeg havde kigget på i dag. Hun var meget nervøs. Det var ikke til at høre hvad hun sagde. Ikke på grund af accenten, men mere på grund af at hun snakkede så hurtigt. Jeg stoppede hende et øjeblik. “Hej, jeg hedder [NAVN A]. Er du ny her?”. “Ja det er jeg, jeg er blevet færdig på universitetshospitalet.”; sagde hun, stadig nervøs. “Tag det roligt.”; sagde jeg. “Manden bliver kørt til CT* nogle stole og ventede på resultaterne. Vi holdt en god samtale kørende og jeg kom vist til at invitere hende til frokost. Rent professionelt, bare for at jeg kunne vise hende København. [NAVN B] skulle have ny hofte og det var ikke noget jeg kunne hjælpe med. Min dag gik videre med andre patienter og… pis jeg havde glemt at spørge hende om hendes navn. Nå vi skulle i hvert fald til frokost dagen efter, stedet var aftalt. Jeg kunne sagtens stole på at hun kunne huske stedet. Jeg havde i hvert fald vist hende det på Google Maps. Hun kunne ikke få det forkert.