I Romerrigets sidste århundrede havde byerne været i tilbagegang, og i den tidlige middelalder forsatte denne tilbagegang. Mange byer, som grundlagt af romerne, svandt ind til store landsbyer. I mange tilfælde var det byernes rolle som kirkelige centre f.eks. bispebyer, der holdt dem i live. Byernes tilbagegang hænger sammen med det fald i befolkningstallet, der satte ind omkring 200, og som forsatte til omkring 600.
Kirken var i hele middelalderen den altdominerende kulturbærer. Kirken var uundværlig for de middelalderlige konger, fordi den udgjorde en fast organisation, der nåede ud i alle egne af fyrstendømmerne. De kristne fyrstendømmer var jo opdelt i sogne med sognepræster, der var underordnet bisperne, og disse var atter underordnet ærkebisperne. Kirkernes magt udsprang af folkets frygt for at komme i Helvede.
Kirkens folk, gejstligheden, var i århundreder stort set ene om at mestre skrivekunsten, Karl den Store var f.eks. analfabet. Derfor var det gejstligheden, der varetog den beskedne forvaltning, der var samlet omkring kongernes hof.
Gejstligheden: Samle betegnelse der arbejdede de i kirken. Største delen af periodens skriftlige kilder er skrevet af de gejstlige.
Kirken var i den tidligste middelalder underlagt kongerne, det var landskirker. Den romerske biskop, paven i Rom, gjorde imidlertid krav på overhøjheden over alle kristne kirker. Lige efter oldtiden havde han haft en særlig position frem for andre bisper, og efterhånden anerkendtes hans ledende stilling i den romersk- katolske kirke.
Det er gratis at oprette en konto