Mobning er efterhånden blevet et velkendt fænomen i dagens Danmark. Det er nærmest blevet til en helt naturlig del af vores opvækst, at der altid er mindst en person der ikke passer ind. En der altid står alene.
Vi har efter sigende været med til at forme mobningen og dens ofre. Mobningen har dog altid eksisteret, men er i løbet af årene blevet mere og mere alvorlig, og den mobning vi har at gøre med nu, kender til ingen grænser. Mobber vi, fordi vi keder os? Fordi vi føler et vist had til vores mobbeofre? Eller mobber vi udelukkende fordi vi er usikre på os selv?
Jeg husker tydeligt i de mindre klasser, hvor vi i hvert spisefrikvarter sad og gumlede på vores medbragte rugbrødsmadder. Vi havde hver især forskellige madder med i skole, og uden at vi selv vidste det, bedømte vi faktisk hinanden ud fra hvilken slags mad vi havde med.
Uvidende om begrebet mobning, endte frikvarterene altid med at vi stikkede lidt til Morten, der trods drillerierne hårdnakket fortsatte med sine makrelmadder.
Hans makrelmadder lugtede, og derfor skulle han drilles med det. Men var det grund nok? Og var det også mobning dengang, eller var det bare sjov?
Det er gratis at oprette en konto