Jeg har læst et indlæg om mobning i skolen, som Morten T. Jensen har skrevet. Det ser rigtig interessant ud, så jeg har valgt at kommentere på det. Og derfor vil jeg skrive min holdning til mobning i skolen.
Jeg vil starte med at være fuldstændig enig i hvad du skriver, Jørgen Folkevang. Det med at børn bare svare ’’jo selvfølgelig’’ når man spørger om de ved hvordan der er at blive mobbet, de ved nemlig ikke hvordan det er at blive mobbet. De fleste børn tør ikke at fortælle det til nogen, de tror at det ville blive meget være. Men i stedet for at holde det inde skal det ud med det samme, de venter alt for lang tid. Som du skriver Morten T. Jensen, at hvis det bare er et frikvarter, hvad gør man så? Man bliver nød til at handle hurtigt. Men jeg til gengæld ikke enig i at hvis der er sket noget i et frikvarter en gang, at så hvis man siger det til læren så er det overstået. Jeg tænker at barnet ville tage det som første chance, der ville jo ikke ske noget hvis barnet gjorde det igen. Det det jeg tror mobningen starter med, at barnet som siger til læren at han/hun bliver mobbet giver op fordi der intet sker, at personen føler at læren intet gør.
Det er gratis at oprette en konto