Det er en nærmest uudholdelig tanke at tænke, men ikke desto mindre noget der for mange danskere såvel som millioner af andre mennesker rundt omkring i verden tænker – Den andensidste sæson af HBO’s frontrunner Game Of Thrones er netop slut og med dette markere det sidste afsnit startskuddet til en næsten 2 år lang ventetid, før vi igen kan ødelægge vores døgnrytme og tilsidesætte alle andre ”mindre vigtige” ting i hverdagen for den ugentlige 45 minutters eufori. Personligt fik jeg blæst min fantasi fuldstændig til grunde i fascinationen over en så fantastisk slutning på den syv episoders lange sæson. Jeg er vel tilnærmelsesvis lykkelig over så hæsblæsende en slutning?
Jeg læste den anden dag et essay i Filmmagasinet skrevet af Peter Schepelern. Schepelern omtaler her hvordan livet såvel som film ender på baggrund af gode og dårlige slutninger, hvorledes om slutningerne er gode eller dårlige er på bekostning af hvad vi som publikum, og i livets tilfælde familie og venner, opfatter som værende en god slutning.
Jeg kan ikke lade være med at grine når jeg i teksten læser hvordan Schepelern bruger filmen Blade Runner fra 1983, som et eksempel på hvorledes filmindustrien bevidst ændrer slutningen på filmen op til flere gange inden den aktuelle præmiere, for således at få den bedst mulige reaktion fra publikum – Givetvis gøre det til et spørgsmål om omsætning, men lad nu det ligge.
Det er gratis at oprette en konto