Analyse af Herman Bangs 'Den sidste balkjole'

”Den sidste Balkjole” er skrevet af Herman Bang i 1887. Herman Bang er blandt de mest kendte forfattere i Danmark fra “Det Moderne Gennembrud”. Han levede fra 1857 til 1912 i en tid, hvor realismen dominerede det danske samfund. I løbet af sit liv som nytænkende og moderne forfatter led Herman Bang under meget kritik fra realismens andre store tænkere og forfattere, men han fortsatte med at skrive. Herman Bang satte problemstillinger under debat og skrev om de stille eksistenser. Han ønskede en ny form for litteratur, og derfor gjorde han op med “Romantikken”, hvor alt blev fremhævet idyllisk. Dette erstattes af realistiske og problematiserende litteratur, hvor Herman Bang ofte skrev om problemerne i samfundet især problemerne mellem manden og kvinden.

I “Den sidste Balkjole” følger man to søstres mislykkede forsøg på at blive gift. Enkefruen og hendes to døtre bor i et lille hus på landet. Novellen beskriver døtrene Emma og Antonies stille og rolige liv, mens årene går, og de venter på at blive gift. Teksten er bygget op af tre store afsnit. Det første afsnit starter in medias res, dvs. at man kommer direkte ind i historien uden at kende personerne eller handlingen, som i dette afsnit foregår i familiens nutid, hvor der syes på en balkjole. Det andet afsnit fortæller om de tidligere år, og om hvordan den ældste datter Emma har måttet opgive at blive gift, da hendes forelskelse, præstefruens søn, har forlovet sig med en anden, og alt drejer sig nu om lillesøsteren, Antonie. Emma måtte nøjes med en fremtid som husbestyrerinde og/eller lærerinde for mindre børn. Afsnittet indeholder også et flashback, hvor der ses tilbage på dengang, enkefruen flyttede til egnen, pigernes konfirmationer og deres ungdom, hvor studenterne kom hjem i ferierne, og der var bal og skovture. Det sidste afsnit foregår igen i søstrenes nutid, hvor Antonies balkjole endelig er færdig, men hun er endnu ikke blevet inviteret til ballet. De to søstre bliver ved med at spejde ud af vinduet i håb om at doktorfruen kommer med en invitation. Endelig kommer doktorfruen gående hen ad vejen, og hun bliver lukket indenfor. Antonie for invitationen til ballet, men doktorfruen nævner samtidige med, at Antonie bare skal se på, da hun er blevet for gammel til at danse. Tekstens komposition er ikke kronologisk grundet det ene flashback.