Analyse af Herman Bangs novelle 'Den sidste Balkjole'

En af det moderne gennembruds mest kendte danske forfattere er Herman Bang. Han levede fra 1857 til 1912 i en tid hvor realismen dominerede det danske samfund.

I løbet af sit liv som nytænkende og moderne forfatter led Herman Bang under meget kritik fra realismens andre store tænkere og forfattere. Georg Brandes accepterede ikke hans værker og nedgjorde ham over for andre forfattere, hvor der blev gjort grin med Bang. Han følte sig livet igennem udelukket af det gode selskab og blev aldrig rigtig accepteret. Alligevel fortsatte Bang med at udvikle sin skrivemåde, der blev præget af den nye franske naturalisme, og hvor fortælleren ikke fremtræder som alvidende fortæller, men lader begivenhederne forekomme ukommenterede.

Herman Bangs udviklede en litterær teknik, der overførte impressionismen fra lærred til papir. Bangs karakteristika er impressionismen og hans sans for tilværelsens tragik.

Den sidste balkjole

Den sidste Balkjole er en novelle fra 1887, der med sympati følger to søstres mislykkede forsøg på at blive afsat på ægteskabsmarkedet. Enkefruen og hendes to døtre bor i et lille hus på landet. Novellen skildrer døtrene Emma og Antonies stille og rolige liv, mens årene går, og de venter på at blive gift.

Da teksten er fiktion understreges det handlingsmæssige samt fortælleren og fortælleteknikken. Teksten er bygget op af tre store afsnit. Det første afsnit starter in medias res, dvs. at man kommer direkte ind i historien uden at kende personerne eller handlingen, som i dette afsnit foregår i familiens nutid, hvor der syes på en balkjole. Det andet afsnit fortæller om de tidligere år, og om hvordan den ældste datter Emma må opgive at blive gift, da præstefruens søn har forlovet sig, og alt drejer sig nu om lillesøsteren. Afsnittet indeholder et flashback, hvor der ses tilbage på dengang enkefruen flyttede til egnen, pigernes konfirmationer og deres ungdom, hvor studenterne kom hjem i ferierne og der var bal og skovture. Det sidste afsnit foregår igen i søstrenes nutid, hvor Antonies balkjole endelig er færdig, men hun er endnu ikke blevet inviteret til ballet. Endelig kommer doktorfruen med invitationen, men nævner samtidig, at Antonie bare skal se på, da hun er blevet for gammel til at danse. Tekstens komposition er nogenlunde kronologisk ud over det ene flashback.