Jeg har i lang tid haft en fordom om, at alle fædre er syge i hovedet. Hele min barndom har jeg troede der var noget galt, med at jeg var sammen med piger, men her for lidt tid siden fortalte min mor det nok var fordi jeg havde en psykisk far. Så derfor var jeg sammen med piger, men det kan jo ikke kun være fordi min far var syg i hovedet, men måske mere fordi min mor lod mig være sammen med det. Altså hun fortalte det var fordi jeg var længere i min udvikling end de fleste drenge altså jeg er mere moden og forstår godt hvordan man håndtere tingene. Jeg var altid min mormors tætteste barn jeg var hos hende 24/7 i forhold til mine andre søskende og det er det samme med min mor. Efter min mor fortalte det lagde jeg mærke til hvordan jeg faktisk undgår venners fædre fordi jeg er ”bange” for hvordan de reagere. Når jeg kigger tilbage på min barndom eller ser billede ryger der en million tanker igen emmen mit hoved. Jeg har altid blevet irriteret når min lille bror skaber sig, men så ser jeg at jeg faktisk var den der havde det nemmest. Min lillebror han gav ikke op når min far blev sur så han fik al vreden. Jeg gik altid ind på mit værelse når han fik sine flip. Hans egne tre børn var vigtiger end os dog har han næsten ingen kontakt med dem. Selvom den hårde barndom lyder det nok underligt jeg siger det, men det motiverer mig mere til at blive til noget fordi hans børn ikke blev til noget. Så jeg vil vise ham at han ikke har ødelagt mig at jeg kan komme tilbage og være klar til at kæmpe for mine drømme. Jeg bliver så glad over min mor siger ”[NAVN A] du kommer til at blive til lige hvad du vil” og så hvis jeg får 02 så er der noget at arbejde på, men det motiverer mig.
Det er gratis at oprette en konto