Min familie og jeg mødte i dag op på Padborg banegård, hvor vi mødte synet af en masse flygtninge der gerne ville videre til Sverige, de var kede af det og meget utilfredse med situationen. Alle var frustreret over hvad der skulle ske.
Af: [NAVN A]
Det har været en af de vildeste dage jeg nogensinde har oplevet.
Om morgenen den 9. september tog min familie og jeg til Padborg, hvor vi på banegården mødte en gruppe flygtninge. De ville ikke forlade perronen, og politiet prøvede at få dem til at følge med.
Flygtningene stod og sad i store grupper. Små børn, teenagere, voksne og gamle. Nogle sad og klamrede sig til hinanden, andre sad og græd, andre håbede på at komme med toget til København og andre gemte deres ansigt i skødet. Det var en meget intens situation og den blev med tiden mere og mere tilspidset. Selvom politiet prøvede at være tålmodige og forstående, så stod de åbenlyst med en umulig opgave. Politiet havde placeret sig i en ring rundt om flygtninge gruppen. Effekten skabte en klaustrofobisk stemning i gruppen. På et
tidspunkt hører jeg, mens jeg står og snakker med min far, hvordan den ledende betjent siger: "Vi tager alle et skridt tilbage og så smiler vi. De skal vide, at vi gerne vil samarbejde." Det har ikke den ønskede effekt. På trods af smil fra politiet, råber desperate kvinder på fremmedsprog efter hjælp. Man kan se deres frustration malet dybt i ansigtet.
Det er gratis at oprette en konto