Der er ingen tvivl om at mange forældre forsøger at give deres børn den bedst tænkelige barndom, da det er en ganske kendt sag, at vores opvækst har en gevaldig indflydelse på vores personlige udvikling. Så at livet ikke altid er en dans på roser, indser de allerfærreste så tidligt som i barneårene. Dette har eksempelvis været tilfældet for den dansk-palæstinensiske forfatter af, men også hovedperson i knækprosaen, ”BARNDOM”, som er fra digtsamlingen, ”YAHYA HASSAN” fra 2013, hvis titel er navngivet efter ham selv. I form af lutter versaler lader Yahya Hassan sin vrede og had på det muslimske miljø, han er opvokset i, heriblandt sin fader og bag ham den endnu større faderfigur, Allah, gennemsyre sit forfatterskab. Digtet er ikke blot interessant, da der i eksakte detaljer skildres det at være ung og uvidende i yderst dysfunktionelle rammer, men også fordi digtet er et fremragende eksempel på, hvordan svigt i barndommen kan give ekko senere i livet. Sidst men ikke mindst kunne vi jo alle have været Yahya Hassan.
I litteraturstykket ”BARNDOM” kredses der om hvordan en fader vilkårligt gennemtæsker sine fem ængstelige børn. Søsteren tisser i bukserne af angst, mens Al Jazeera kører på fjernsynet i baggrunden; et syn, der får hovedpersonen til at parallelisere volden fra faderens side med den zionistiske bevægelses vold mod palæstinenserne under Israel-Palæstina konflikten. Fælles for volden er, at den nærmest forklejner eksistensen: Eksistensen af både sønnen, palæstinenserne og i særdeleshed palæstinenseren Yahya Hassan.
Det er gratis at oprette en konto