Det første digt 'BARNDOM' handler om, hvordan faren slår sine fem børn. I digtet sammenstilles volden i hjemmet med den israelske vold mod palæstinenserne. Fælles for volden er, at den underkender eksistensen. Eksistensen af sønnen, eksistensen af palæstinenserne, eksistensen af palæstinenseren Yahya Hassan. Volden er overhovedet, en gennemgående ramme om Hassans liv. Først den vold faren møder ham med, og siden den vold Hassan møder andre med.
En stor del af samlingen er et langt faderopgør. Det er et anklageskrift vendt mod de autoriteter, der har formet Hassans liv. Efter faren har forladt Hassan og sin familie fortsætter han volden i en ny familie og over for nye børn. Til sidst vendes magtforholdet om, da det er den tvangsfjernede Hassan, der som den stærkeste truer den på dette tidspunkt ynkelige far. Faren har på dette tidspunkt forspildt sin autoritet og respekt fra sønnen. Faderopgøret udstilles i flere digte og mest tydeligt i sætninger som denne: 'NU BEDER HAN SINE BØNNER I GRIMHØJMOSKEEN/ OG KNEPPER EN DANSKER PÅ HAVNEN.' Det er på en gang en udstilling af hykleriet og en dom over en far, der ikke fortjener sit navn.
Fra opgøret med faren fortsætter det til den række af autoriter, Hassan møder efter tvangsfjerningen fra hjemmet. En serie af digte tegner et billede af Danmark for de utilpassede. Det er pædagogikkens og voldens geografi. Både de unge og institutionernes metoder er præget af vold. Forskeligt udskud af blandet race samles på behandlingstilbud i en lille by uden for Vejle, i Sveriges skove, på Djursland og Solhaven i Farsø. Alle steder, men værst på Solhaven forbindes pædagogik med fysisk vold. På dette tidspunkt har Hassan gjort volden til sin. Han er voldelig mod de andre anbragte unge, mod pædagogerne og mod en pige der afviser ham, fordi han er perker.
Det er gratis at oprette en konto