På en næsten øde sti ikke langt fra skrig og skrål, Hvor solen mod min kolde kind den brænder som et bål. her er det så let at blive væk i dagdrømme og tanker, En kølig blæst som kan vække mig er lige hvad der mangler. Flotte farver springer frem lige bag mine øjne, Og stille vinde hvisker til mig tryllebindene løgne. Jeg tænker over vores liv, hvor starter og hvor det ender, Døden er en tanke jeg nu alt for godt kender. Jeg har det som om at jeg går på skyerne, Og kigger ned på alle menneskerne i byerne. Mennesker der siger at de kommer når jeg kalder, Men der er ingen til at gribe mig når jeg pludselig falder. Mit hjerte banker hurtigt mens jorden forsvinder under mig, Jeg skriger og råber men menneskene hører mig ej. Jeg rammer hårdt jorden og mine øjne slår op, Det var ikke virkeligt, skønt jeg kan mærke det i hele min krop. Jeg kommer til mig selv men føler mig lidt svimmel, Der hvor jeg står kan man næsten smage den skyfri himmel. Duften af pollen den minder mig om, At jeg ingen grund har til at føle mig tom. De mennesker jeg elsker de elsker også mig, Også selvom jeg tit er et kvaj. Men det betyder intet når man er blandt sine venner Fordi alle dummer sig, det er noget vi alle kender.
Det er gratis at oprette en konto