Der står en slags udtørret plante på stolen ved vinduet. Det er varmt. Varmere end ellers i maj. Ikke en skygge. Skygge. Ikke et eneste vindpust.
Det er Kiman, der foreslår, at vi ikke lægger det tilbage i tasken. Jeg er ikke med.
Jeg advarer ham. Tre gange. Det er ikke for sjov. Det er alvor. Det er mig, der kender Kragen. Mig der har hørt rygterne.
Kiman spørger, om jeg ved noget.
Vi er en kugle af knytnæver og spyt, der ruller på det støvede. Mit øre ramme noget skarpt og begynder at hyle.
Så prøver jeg ikke mere. Så er jeg med.
Så går vi tilbage til sovesalen.
Da vi er kommet tilbage, sover folk stadig.
Vi går stille som mus over til vores soveposer, og lægger os så til at sove selvom der kun er en time til at vi skal op.
Jeg er lige vågnet men Kiman sover stadig, jeg ligger bare og kigger på ham. Hans dejlige hår og hans pæne ansigt, det giver et sus i maven. Jeg har aldrig være så forelsket før. Jeg er desværre næsten sikker på at de følelser ikke gengældt og det dræber mig indeni og tænke på.
Kiman ved intet om at jeg er dybt forelsket i ham, jeg er bange for at vores venskab bliver ødelagt hvis jeg fortæller ham det
Det er gratis at oprette en konto