Kærlighed, fodbold og første forelskelse

Det bedste i mit liv? Stiller jeg mig selv det spørgsmål, kommer der mange forskellige tanker og erindringer op i hovedet på mig. Timers fodboldtræning med de dejligste piger, juleaftner med familien, hyggelige timer med mine bedstevenner, at forelske sig og det at føle sig elsket. Kærlighed. Kærlighed er det bedste, hvis ikke det aller bedste jeg ejer og har. Kærlighed findes ikke kun i andre mennesker omkring en, men også i mindre ting. Da jeg første gang i mit liv fik lov til at sparke til en fodbold, var det også kærlighed. 5 år gammel, og allerede fuldkommen forundret over fodboldens verden. I min søsters ældgamle fodboldstøvler og hendes aflagte fodboldtøj. Kærligheden til sporten er ikke blevet mindre med årene, nej snarere større. Af fodbold har jeg fået mange ting; en forståelse for noget så simpelt, men smukt som fodbold, en følelse af at være en del af noget, og venner for livet. I Barcelona, på fodboldtur, mindes jeg et lille hotelværelse, 2 af mine bedsteveninder, nogle fantastiske sejre og et sammenhold der blev bare voksede og voksede. Udover sammenholdet og fodbolden blev jeg også for første gang introduceret, for min første forelskelse. Efter at have udvekslet blikke både på hotellet og fodboldpladsen et par dage, bankede det en dag på vores dør, og udenfor stod [NAVN A]. Efter at have snakket sammen et par dage, tog han mig den sidste aften i Spanien, med ud på en gåtur på stranden. Og mens vi gik der, fik jeg mit første kys. Jeg kan stadig huske hvor romantisk jeg synes det var. Siden da har jeg haft mange romantiske tider, men en af dem der står mig allermest nær var mit og min sidste flirts første kys. Stjernehimmel og bare ham og jeg, lige der kunne ikke have ønsket mig noget bedre. Men som alle siger, så varer intet evigt, og det gik i stykker. Man kan vel egentlig sige at alle mine møder med forskellige drenge, og knuste hjerter har gjort mig til den jeg er; hård på ydersiden, men blød aller inderst inde. Jeg har lært, at ting ikke altid er lige lette, men at man må bide i det sure æble og komme op på hesten igen. Uanset hvor nede og alene jeg har følt mig, har jeg altid haft én person der har været der for mig, med det samme; min søster. Min søster har lært mig alt hvad jeg ved, og uanset hvor langt nede i et hul jeg kommer, så står hun altid klar til at hive mig op. Timelange nætter på hinandens værelser, fyldt med latter og snak om alt mellem himmel og jord, ferierne sammen, rulleskøjteturene, alting ting som har gjort vores bånd endnu stærkere. Én ting som også har styrket båndet, og sat os på prøve, var da hun for 2,5 måned siden rejste til Afrika. At skulle undvære hende, som egentlig er min bedsteven i så lang tid, var virkelig hårdt for mig, men at vide at hun var glad og lykkelig dernede, udfyldte egentlig den tomhed. Da hun så endelig kom hjem, kunne jeg ikke andet end at græde da jeg så hende. At vide at ingenting forandrer sig mellem os, uanset tid og sted, er noget af det bedste jeg har.