Figuren viser, hvordan de voksne frøer formerer sig i vandet. Hannen klamrer sig til hunnen, og hvis hannen fejlagtigt forsøger at parre sig med en anden han, giver denne han et højtlydende kvæk fra sig, (hvilket også er en metode til at kønsbestemme frøer på). Er det derimod en hun, så sprøjter hun straks æg ud i vandet. Dette fører til, at hannen som altså sidder ovenpå hunnen, sprøjter sin sæd ud over æggene, som derved bliver befrugtet. Æggene ligger nu i vandet og er kendetegnet ved ikke at have nogen hård skal. I modsætning til padder har æg fra krybdyr og fugle en hård skal, hvilket skal sikre ægget mod udtørring. Denne tilpasning hænger sammen med, at krybdyr og fugle er bedre tilpasset livet på landjorden.
Som dagene går klækkes æggene, og ud svømmer haletudser. Haletudserne er forsynet med gæller, som gør det effektivt at optage ilt fra vandet. Efter ca. et par måneder udvikles først baglemmer (bagben) og siden forlemmer (forben). Alt afhængig af art forsvinder gællerne inden for ca. 3 måneder, og den endelige forvandling til det voksne dyr indtræder. I forbindelse med denne forvandling udvikler frøen også egentlige lunger, som sikrer ilt til det nu væsentligt større dyr. Frøen kan nu fouragere på landjorden. I vinterperioden går den dog i dvale, oftest på bunden af at vandhul, lige indtil foråret, hvor varmen og sollyset atter vender tilbage. Og så kan det hele starte forfra.
Det er gratis at oprette en konto