Mange mennesker kan nok nikke genkendende til følelsen af ikke at passe ind, og føle sig dømt på sine forskelligheder. Denne følelse går hovedkarakteren i H. C. Andersens kunsteventyr ”Sølvskillingen”, fra 1861, også med. Vi lever i en verden hvor den materielle værdi, har fået en større og større betydning. Men hvad betyder denne værdi, når den ikke bliver værdsæt af andre?
Mange af de almindelige eventyrtræk kan findes i dette værk af H.C Andersen. Starten på eventyret ”Der var en skilling” (s. 4, l. 1), minder meget om den helt klassiske start lydende ”der var en gang…”. Eventyret gør også brug af en lykkelig slutning, ingen tids- og stedangivelser. Et andet typisk eventyrtræk eventyret gør brug af, er kontraktmodellen, også kendt under begrebet: hjemme-ude-hjemme modellen. Fortællingen starter ”hjemme”, hvor sølvskillingen befinder sig i sit hjemland ”Skillingen var af sølv, havde meget lidt kobber i sig og var allerede et helt år ude i verden, det vil sige ude omkring i det land, hvor den var møntet; […]” (s. 4, l. 5-7). Her har den en værdi, og bliver gladelig udvekslet fra hånd til hånd. Eventyrets kontraktbrud finder sted, da sølvskillingen falder ud af den rejsenes pung, i et andet land, hvor den ingen værdi har. Skillingen har altså ikke længere nogen værdi, og den er ikke længere glad ”Og skillingen sitrede imellem fingrene, hver gang den i smug skulle listes bort og gælde for landets mønt. »Jeg elendige skilling! « Hvad hjælper mig mit sølv, mit værd, mit præg, når det ikke har noget at betyde. Man er for verden, hvad verden tror om en!” (s. 4, ll. 38-41). skillingens tab af dens værdi, får den til at se sig selv med andre øjne. Når den ikke er noget værd i andres øjne, er den heller ikke noget værd for sig selv: “[...] ingen troede mig og jeg troede ikke mig selv [..]” (s. 6, l. 86).
Det er gratis at oprette en konto