Eventyret handler om en moder der mister sit barn en kold vinternat. Døden kom og stjal det. Da moderen finder ud af det skynder hun sig ud og spørg en dame, natten, om hvor døden gik hen. Hun skal dog først synge alle de sange hun har sunget for sit barn, og det gør hun. Natten peger, og moderen skynder sig i den retning. Efter et stykke tid kommer hun til et kryds, hvor hun pludselig ikke ved hvilken vej hun skal. Der spørger hun en busk om vej. Den siger at den ved hvilken vej hun skal, men at hun først skal varme den med hendes hjerte. Den er tør og ved at udtørre, men da moderen trykker sit hjerte in mod busken, begynder den at blomstre med de flotteste blomster. Derefter får hun at vide hvilken vej hun skal. Moderen skynder sig videre og støder på en sø. Den eneste måde hun kunne forbi søen var ved at drikke dem. Da foreslår søen at den fører hende til dødens have på den anden side, hvis hun giver den hendes øjne. Det gør hun og hun bliver så ført til dødens have. I dødens have møder moderen en kone der arbejder for døden. Hun siger at moderen skal true med at rive nogle blomster op, da blomsterne er hver enkelt død person i verden. Da døden kommer, undrer han sig over hvordan moderen var kommet før ham, da han er hurtig som vinden. Moderen truer med at rive nogle blomster op, men i stedet giver døden hende sine øjne tilbage, og hun ser i en brønd et liv fuldt at glæde og berømmelse og et liv fuldt af sorg og had. Døden siger til hende at det ene liv var barnets, og moderen beslutter sig straks at hun ikke vil satse på at det var det gode liv der var barnet, så hun beder døden om at tage barnet med.
Det er gratis at oprette en konto