Hun går midt på jernbanesporet. Gruset knaser under fødderne. Hun vil bare være alene. Mærker de skarpe sten gennem sålerne, de knaser for hvert skridt. Hun klarer det, knas, klarer det ikke, knas. Endnu en plejefamilie. Skal det faktisk gå godt nu? Husker første gang hun mødte dem. Hendes sagsbehandler, Arild, sagde, at det var en helt ny plejefamilie. To barnløse fyrreårige, Lise og Georg. Bare så glade for at møde en pige som hende. - Molly, jamen det var da et fint navn og sådan noget. Det er OK. Det er jo ikke deres fejl, at de ikke kan få børn og tager til takke med hvad som helst. Hende, for eksempel. Molly spurgte, om de vidste, at hun før havde været hos tre forskellige plejefamilier, hvor det var gået ad helvede til. Hun husker Lises fjæs. Hun blev slået helt ud, sagde noget om, at det sikkert nok skulle gå alligevel. Arild havde slet ikke fortalt dem om det … Molly samler en sten op, kanterne inde i hånden, koldt, hårdt, skarpt. Det ville måske være lige så godt bare at blive, tænker hun, blive på børnehjemmet, undgå alt postyret med den nye skole, nye mennesker, alt det der. Husker hun var til >>tilvænningsmøde<< hjemme hos dem. Ja, det kalder de det, ?Tilvænning. ?Præcis som man gør med dyr, vænner dem til det nye bur. Hun klemmer om stenen. Måske hun skulle prøve den nye familie, det kunne gå godt, måsker ødelægger hun det igen. Alt den usikkerhed. Hun har det ikke godt. Det har hun ikke haft længe.
Det er gratis at oprette en konto