Analyse af Helle Helles 'Afløb' og '15:10'

Vi har alle prøvet, at ville have noget til, at fremstå bedre end det er. Eller håbet på ting altid vil være det samme, men ting ændrer sig og det gør familieforhold også. Vi bliver alle voksne og gror i forskellige retninger. I ”Afløb” af Helle Helle er temaet søskende/familieforhold. Hovedpersonen og hendes bror Hans-Peter kæmper en kamp om, at få deres søskendeforhold til at være tættere og mere afslappende. Ingen af dem siger direkte på noget tidspunkt om, hvordan de har det. Det hele bliver pakket ind, og der bliver snakket udenom. De har en dårlig kommunikation, hvor deres følelser bliver gjort utydelige. Brorens makker er den eneste, som ikke pakker tingene ind, men alt det han siger bliver sagt på en upassende måde, da han fortæller hovedpersonen om ting Hans-Peter ikke har lyst, til at snakke om. Det handler om at vide, hvor man har den anden, og om den anden har de samme følelser. For man vil helst ikke mase sig på, og gøre noget som presser deres forhold længere væk. Derfor virker det nemmere, hvis man bare lader som om alt er godt, og lader samtalernes undertekst tale for sig.

I Helle Helles minimalistiske novelle ”Afløb”, hører vi om en ung dame, hvis afløb er blevet stoppet. Hendes bror Hans-Peter er der for at hjælpe sammen med sin makker. Fortælleren er eksplicit ydre synsvinkel, og tingene ses fra 1. person. Man hører dog ikke meget om hovedpersonens egne holdninger og meninger. Hun går mest op i, hvordan hendes bror har det, da hans kæreste har forladt ham, og fordi hun helst ikke vil snakke om hende selv. Deres forhold til hinanden ses til at være lidt anspændt, og de ved generelt ikke helt, hvordan de på en passende måde skal opføre sig omkring hinanden. De prøver at få deres søskendeforhold til at virke tættere, end det er. Man får ikke meget af vide om hovedpersonen, da hun ikke fortæller specielt meget om sig selv. Hun stiller flest spørgsmål og bruger derfor den informerende sproghandling. Hun er ikke indirekte på noget tidspunkt og siger de fleste gange, det hun mener lige ud. Hun bruger få gange den selvfremstillende sproghandling, men ikke regulerende på noget tidspunkt. Hun bryder dog oprigtighedsbetingelsen ved ikke at fortælle Hans-Peter, at hun får gæster: ”- Måske jeg kan låne din sofa i nat, siger han så og ser på mig. - Joh, siger jeg”( S. 37 l. 18-20). Hovedpersonen er derfor meget lige til, men ikke der, hvor hun ikke er ærlig overfor hendes bror. Hun vil ikke skubbe ham længere væk, ved at sige han ikke kan overnatte hos hende. For der går længe, før hun fortæller broren og makkeren, at hun skal have gæster. Det er også med til, at krænke brorens face. Hun snakker meget udenom, når der bliver stillet spørgsmål til hende, og når de er ved at krænke hendes face: ”Jeg syntes nok, hun lugtede af lort siger han. Jeg går ud og stikker hovedet ind på badeværelset. ”Er det slemt, Hans-Peter? siger jeg”(S. 34 l. 3-5). Hun ignorer, at der bliver sagt grimme ting om hende. Denne line formoder hun at holde gennem hele novellen. Hun siger kun det nødvendige og bruger derfor ikke unødvendige eller krænkende sproghandlinger. Hovedpersonen vil fremstå perfekt, da hun vil være der for hendes bror, og derfor vil have han ved, at han kan komme til hende. Hun vil holde en simpel line uden at være besværlig. Hans-Peter selv er mere kompliceret, og spiller en smule smart i starten. Det gør han ved brug af at bryde flere af høflighedsprincipperne, såsom hensynsfuld, beskeden og venlig. Han taler på en upassende måde til hans søster, men på en måde, der skal få deres søskendeforhold til at virke mere afslappende og tæt: ”- Hvad fanden tager du bad i? Råber han ind til mig. - Lort, eller hvad?”( S. 33 l. 21). Dette er en indirekte informerende sproghandling, da han udmærket godt ved, hvad hun tager bad i. Men det får også deres forhold til at fremstå sjovt og afslappende. Det er for eksempel her han bryder flere høflighedsprincipper. Her kunne hovedpersonen lade ham krænke hendes face, men det gør hun ikke. Det gør Hans-Peter til gengæld senere hen. Her gør makkeren mange forsøg, i at krænke hans face og være upassende. Broren er lige gået fra hans kæreste og er mere ustabil, end han normalt ville være. Til sidst lader broren sig krænke, hvor han tager morgenfruen op. Han føler sig presset af alle de ting, makkeren siger om hans eks kærestes nye kæreste. Men han prøver flere gange på ikke at miste hans face, og vil helst ikke snakke om hans eks kæreste og kørelæreren, som makkeren eksisterer på at hovedpersonen skal vide alt omkring. Hans-Peter går fra at ”spille smart”, til at miste den line og tage morgenfruen op. Ved at tage morgenfruen op, bryder han også relevansprincippet, da han spørger om det er en morgenfrue. På den måde undviger han at snakke om hans eks. Han prøver hele tiden at oprette holde hans line, men må til sidst give op. Han bryder ikke nogle betingelser, da det ikke er en del af hans line at bryde betingelser, da han som søsteren vil være oprigtig. Alt dette som prøver at krænke hans face, er som sagt makkeren. Og fordi ingen af de to andre bryder nogle regulerende sproghandlinger, nogle betingelser og hverken den ene eller anden slags princip overfor ham, har makkeren ikke selv nogen modgang. Han har ingen forståelse eller situationsfornemmelse og har ingen ide om at han krænker Hans-Peters face:” Kællingen har fundet sammen med sin kørerlærer, siger makkeren” (S.36 l. 7-8). Han svarer på spørgsmål, der ikke ment for ham, og fortæller hovedpersonen mere end, hvad Hans-Peter vil fortælle. Derfor mislykkes han med adskillige forberedelses betingelser. Makkeren bryder også alle høflighedsprincipperne og omfangs- og relevans af samarbejdsprincipper. Han snakker om alt muligt, som ikke omhandler ham, og som han ikke har ret til at sige. Makkeren laver også meget brug af informerende og selvfremstillende sproghandlinger, hvor ingen beder om hans mening eller information. Her er det mest broren, men også hovedpersonen, da han siger hans mening om hendes hus. Hans face bliver ikke på noget tidspunkt krænket, og der bliver heller ikke gjort nogle forsøg. Han prøver ubevidst at krænke de to andres. Han prøver at holde en line, der viser han har styr på det hele. Så han vil være selvsikker, og vise han tør åbne munden, selvom det er upassende. Men han ved heller ikke, hvornår han skal holde igen. I slutningen af novellen går hovedpersonen med Hans-Peter ud til bilen. Hvilket kan tolkes som, at deres forhold nu er blevet tættere, som de gerne vil have det til at være. Samtidig med at afløbet blev renset gjorde deres forhold også lidt.