Du kender den sikkert - den lille knude i maven. Den, der starter så ubetydelig lille, men som du alligevel holder for dig selv. Den, du forsøger at ignorere, men som dine tanker mod befaling snor sig omkring. Den får lov til at vokse, og til sidst er der ikke meget frirum til andet, for alle dine tanker drejer omkring og ramler afslutningsvis ind i den. Der sidder de så fast, og du kan intet gøre - ikke helt alene. Du er nødt til at åbne munden og med stemmens kraft tvinge den afsted, for den vil ingen anden vej. Du er nødt til at dele den med andre, for så snart det er gjort, har du vundet. Du er kommet i et bagholdsangreb i det øjeblik, hvor den var lige ved at vinde alle dine tanker, og her har du kæmpet bravt med at få det hele sagt. Og når det er gjort… ja, så erkender den sit nederlag, for den vil kun vinde over dig, så længe du står alene. Alle har prøvet det. Der er noget man meget gerne vil sige, noget man gerne vil ud med, men det vil bare ikke rigtigt over læberne. Dette er tilfældet i Helle Helles novelle “Afløb” fra digtsamlingen “Biler og Dyr” (2002), hvor der vises hvor meget lettere byrden på skuldrene bliver, så snart man er flere om at løfte.
Det er gratis at oprette en konto