Jeg sad på mit værelse. Jeg havde kvalme og ondt i maven. Min mor havde skældt mig ud. Det var ikke fordi hun råbte. Det gør hun sjældent. Men hun var vred og skuffet. Eller det ville hun ikke selv kalde det. Men jeg vidste det. Hun var vred, fordi jeg havde løjet. Jeg havde drukket mere, end jeg havde fået lov til, og så kom hele smøren; ”man skal kunne stole på hinanden,…, når man indgår aftaler, skal man overholde dem,…,”
Og så sad jeg der. På mit værelse. Alene. Straffet.
Det var ikke min mor, der sagde, at jeg skulle gå ind på værelset. Det gjorde jeg bare.
Måske for at slippe for at høre på hende? Måske for at straffe mig selv?
Måske fordi jeg håbede på at min mors vrede hurtigere gik over, hvis hun slap for at se på mig. Og alt bliver nemt og rart igen lige om lidt. Jeg ved godt, at vi skal tale først.
Lave nye aftaler. Som kan brydes…Og derefter straffes…
Selvom mit værelse lige nu føles som et fængsel, ved jeg godt, at det ikke er det.
Jeg kan gå ud. Men jeg vælger lige nu ikke at gøre det. Jeg sidder bare lige så stille.
Det er gratis at oprette en konto