At passe ind

Det er søndag eftermiddag, og endnu engang sidder jeg med en ondskabsfuld engelskstil, der skal afleveres om intet mindre end to dage. Der er bare lige det faktum, at der ligger en yderst spændende tv-serie på Netflix, som i øjeblikket virker langt mere tiltalende. Stilen har været udskudt i ugevis, hver gang jeg skal til at gå i gang popper der to undskyldninger op i mit hoved. For det første er der jo lang tid til deadline, og jeg kan sikkert sagtens nå det. For det andet er der jo ingen grund til at fremskynde den kreative proces, det er at finde et emne. Men er det bare det, eller stikker det dybere? Muligvis er jeg bange for at hvis jeg begynder, vil jeg fejle. Hvis jeg fejler bliver jeg frustreret. Og hvis det gør mig frustreret, så gider jeg ikke. Det er nok en super negativ tankegang, men sådan er det. Hvis det ikke kommer til at blive godt, hvorfor så overhovedet starte? Muligvis vil jeg bare ikke foretage noget, der får mig til at føle at jeg mister min selvstændighed. Måske er mine overspringshandlinger bare en protest mod autoriteter. Men hvorfor denne kamp mod autoriteter, hvorfor ikke bare slappe af og passe ind? Da jeg var syv ville det værste værre ikke at passe ind, jeg skulle helst være klædt i mindst en lyserød genstand, og mit hår skulle sidde i en rimelig sølle hestehale på mit baghoved. Hvis ikke jeg var klædt på den måde, ville jeg jo stikke helt udenfor. Ikke at der som sådan ville ske noget hvis man en enkel dag ikke så ud på den måde, men hvad nu hvis? Hvad nu hvis man blev stemplet som mærkelig, og de andre aldrig ville lege med en igen. Alt var vel relativt. Jeg ved ikke helt på hvilket punkt dette holdte op, men jeg ved at det gjorde. Eller i hvert fald næsten. På en eller måde tror jeg, at man både prøver på at være sin helt egen person, og udskille sig så meget som man kan, samtidig med at man prøver at passe ind. Det er som om at der er en slags ramme. Det helt ordinære menneske i midten, og man prøver at bevæge sig helt ud til kanten af rammen uden at bevæge sig udenfor. For hvad ville der ske hvis man bevægede sig uden for rammen? Ville man blive socialt udstødt, eller ville man modtage enorme mængder respekt? Hvad hvis man slet ikke selv kan bestemme, om man vil være inden eller uden for rammen. Nogle folk bliver måske bare født til ikke at passe ind, nogle bliver nok bare tvunget ud og andre vælger det selv. Men måske er det i virkeligheden det der skal til, for at man opnår noget stort eller inspirerende. Hvis man vil blive til nogen, skal man måske lige præcis turde at overskride grænser. Måske kan man komme så langt udenfor, at man pludselig kommer indenfor igen. Det er måske en chance der er værd at tage, hvis man har modet til det. Eller også kan man blive udenfor, for der er jo flere udenfor. Så dem der er udenfor er vel også indenfor, for deres indenfor er måske nogle andres udenfor. Måske er der i virkeligheden mange rammer? Nogle har det godt i deres egen ramme, og vil gerne bare blive der. Andre vil gerne passe ind i en anden ramme, og forsøger at tage springet. Nogle når hele vejen, mens andre bliver tabt imellem rammerene. Eftermiddagen er begyndt at ligne aften. Jeg lukker min fristende internetbrowser ned, og åbner en blank word-side. Jeg må i gang med den stil, om jeg så vil det eller ej. Det ville trods alt være træls at blive hængt ud på klassen, og risikere aldrig at komme ind i varmen igen.