Realitetstjek for gymnasieelevers trivsel i velfærdssamfundet

Realitetstjek for gymnasieelevers trivsel i det danske velfærdssamfund

Tv-avisen bringer d. 11. maj 2012 et program om de studerende, som i højere grad bruger lykkepiller og får hjælp fra psykolog på grund af stigende stress. Det skriver David Bisbjerg, 3. g’er, i sit debatindlæg, ’Gymnasieelever må ikke fejle’, trykt i Politiken d. 16. maj 2012, og han spørger: ”Hvorfor kommer dette pres?”. David Bisbjerg fokuserer på at svare på dette spørgsmål i sit debatindlæg, og han prøver at komme med en løsning på at bringe stressniveauet ned, som rammer gymnasieelever i Danmark. Når man er en ung teenager, som David Bisbjerg er, står man ofte midt i en personlig udvikling. På en side handler det om det underbevidste ønske om at holde fast så langt som muligt i éns barndoms bekvemmeligheder. På den anden side bliver man en ung voksen, som begynder at se virkeligheden i øjnene. Selvfølgelig kan det være en svær balance for at have styr på livet, og når man læser Bisbjergs debatindlæg, kan man fornemme hans anstrengelser. David Bisbjergs hovedsynspunkt er, at samfundet bør komme til at stå til ansvar for problemet med stress, der rammer de unge, fordi det netop er samfundet selv, som sætter store krav til de unge. Desuden beskriver Bisbjerg med flere eksempler, hvordan samfundet påvirker de unge på en negativ måde gennem nogle fordringsfulde normer. Bisbjerg forstår godt, at ”normerne i samfundet har ændret sig”, så de unge forventes at tage mere ansvar for deres fremtid end nogensinde før. Alligevel mener han, at løsningen kunne være en ændring af optagelsesreglerne for kvote 2 på en måde, så flere gymnasieelever får en fordel. Hans opfattelse er, at det måske kan få noget af stressniveauet til at falde, som rammer de unge i Danmark.Jeg er delvis enig i Bisbjergs hovedsynspunkt, at samfundet bør tage hele ansvaret for gymnasieelevernes stress. Jeg mener, at staten og samfundet bør sørge for teenageres trivsel, især i et land som Danmark, hvor velfærdsprincippet hersker. Men samtidig kan det ikke betyde, at velfærdssamfundet har pligt til at forsøge at finde den letteste udvej for den enkelte. Det er ikke realistisk. Jeg er bange for, at hvis velfærdsstaten skaber en sådan positiv kunstig verden for de unge voksne, vil disse unge senere blive ramt af endnu større psykiske problemer på grund af desillusion om voksenlivet.Bisbjerg mener, at øvelser foretaget i skolen for at blive en målrettet voksen giver de unge pres: ”Det kan godt være, at det ser ud som sjov og ballade og mere er tænkt som et pædagogisk redskab, men at skulle forklare, hvorfor man lige vil være brandmand, ja, det påvirker den unge og lægger pres for at være målrettet”. Det, synes jeg, er meget uheldigt. For det første viser Bisbjergs beskrivelser, at det ikke kræver meget at påføre de unge stress i Danmark. Og jeg spørger mig selv: Er denne tilstand en konsekvens af velfærdssamfundet? Lammer velfærdsstaten sine borgere? Danmark, som en velfærdsstat prioriterer ”fællesskab, tryghed og gode vilkår for alle i samfundet”, som er beskrevet i artiklen, ’Velfærd – hellig ko eller varm kartoffel?’, trykt i litteraturportalen.gyldendal.dk. Borgerne har ret til bl.a. social sikkerhed og en god uddannelse finansieret af staten gennem høje skatter fra borgerne. Kritikerne af den danske velfærdsstat peger på sandsynligheden for ”umyndiggørelsen af den enkelte og dannelse af et vuggesamfund med kæmpebabyer eller en formynderstat”. Jeg er bange for, at Bisbjerg bygger sine synspunkter på en illusion, og ikke på hvordan virkeligheden er.