Ja. Så skulle der danses en gang igen på et rigtigt bal. Gud skulle vide, det var såmænd længe siden.
Egnen var jo som uddød, siden pastor Wibergs tog derfra. Bare det enen julegilde på møllen med de evige pantelege, altid det samme. Ikke så meget som et skovbal en gang… nej, det sidste par år havde være svære at drøje for unge piger.
”De sidste par år” var egentlig otte-ti år. Men når dagene går som enkefruen og hendes døtre. Når foråret kom plantede Emma og Antonie stuepotternes planter ud i havebedene, og de 2 kirsebærtræer på plænen stod i blomst. Så fik roserne knopper, og de sprang ud.
Sommeren gik helt. De sidste asters slog stormen ned på plænen. Emma og Antonie plukkede rønnebær til kakkelovnens pynt i den lange vinter. Det bliver nær jul, julen med alle sine små hemmeligheder og glæder og det nye år kommer.
Antonies Balkjole var færdig. Så let og luftig lå den med alle sine garneringer inde på sengen. Hver eftermiddag sad de og spejdede på forhøjningen, om doktorens unge frue ikke kom. Og så kom hun endelig. To dage før ballet. Hun kom ind og fik tøjet af mens hun snakkede både hist og her. De snakker i et stykke tid. Hun bille allerede til at tage tøj på for at gå, da hun pludselig siger. Men gud, står jeg her og snakker og glemmer hvad jeg kom for. De har vel hørt, at de unge skal danse lidt nede hos os lørdag, herren ved de trænger til det. Så tænkte vi, det kunne måske more dem, frøken Antonie at komme ned og se på.
Det er gratis at oprette en konto