Kvinders stemmeret i 1915: et dagbogsnotat

Jeg sidder og tænker tilbage, for i dag er det er år præcist siden kvinderne fik stemmeret. Det var en stor dag for kvinderne, da de fik stemmeret den 5. juni 1915. Det danske demokrati også kaldet for folketinget besluttede grundlovsændringen. Første forslag til loven blev sat i 1886, men blev dog først fuldført og godkendt i 1915. Det betød ikke det store for mig, jeg havde jo allerede stemmeret, men selvfølgelig var jeg glad på deres vegne, for hvorfor skulle kvinderne ikke også have stemmeret? Stemningen, kvindernes humør og jublen var helt fantastisk. Jeg var særligt glad på kvindernes vegne, det betød jo at vi endelig var ligestillede på netop dette punkt. Jeg blev meget rørt følelsesmæssigt, på grund af denne glæde kvinderne viste. Jeg var en af de mandlige tilskuere til over 12.000 kvinders samling foran Amalienborg Slotsplads. Stemningen var vild. Deres råb ”vi har stemmeret, vi har stemmeret, vi har stemmeret” lød så godt i mine ører. Ikke nok med disse harmoniske råb, så var der klappen. Kvindernes hænder stødte mod hinanden hvert andet sekund og samtidig var der råbene. Det var yderst smukt! Efter optoget stod jeg ved siden af to ældre kvinder iklædt fuldstændig gult og blåt tøj, og aldrig har jeg set to ældre kvinder været så meget i hopla. Deres utrolig slanke ben kunne slet ikke stå stille, kvinderne dansede og svingede hofterne som aldrig før på de mørke gråbrune fliser. Længere bag mig kunne jeg se en flok unge mænd. Så vidt jeg husker var de 6 mænd i omkring midten af 20’erne. Det lignede de ingen mimik havde i deres ansigter. Hvor var glæden og tilfredsheden overfor alle kvinderne? Det var skuffende at se på mændene. Hvordan kunne de være det bekendt? De klappede hverken med, eller viste nogen som helst form for glæde. Jeg blev vred indeni, det var virkelig respektløs! De skulle have ladet vær med at dukke op til det fantastiske optog, mændene kunne jo alligevel ikke glæde sig på kvindernes vegne. Der gik en følelse i gennem mig, hvor jeg tænkte ”hvorfor synes i at mænd skal have flere rettigheder end kvinder? ”. Jeg var jo dybt forarget over denne opførsel. Det skal siges at de 6 mænd var der hele dagen uden at give en bevægelse eller sige et enkelt ord. Men dagbog jeg vil helst ikke sætte for stort fokus på mændene, for det var jo trods alt kvindernes store dag jeg ville fortælle dig om. Jeg vil dele mine tanker omkring grundlovsændringen, fordi det var en stor ændring der kom. Det var en stor, men fabelagtig ændring. Jeg sætter meget pris på kvinderne langt om længe har fået stemmeret. Alle mennesker er lige gode og burde have lige mange rettigheder, og med denne ændring er vi allerede et skridt længere fremme mod mit ønske. Jeg kiggede meget nøje i mange af kvindernes øjne, jeg kunne tydeligt fornemme stolthed og tilfredsstillelse. Deres ansigter var fyldt med smil. Jeg var en af de mange mænd som fandt det smukt, og det kildede helt i maven. Hvis en lille, men alligevel så stor ting kunne være med til at ændre så meget hos så mange kvinder og generelt mennesker, synes jeg vi burde tage hånd om flere rettigheder som ikke alle har, og gøre alle mennesker en del netop af det fællesskab.