Hvis man går tilbage i tiden, har det altid været sådan, at kvinder ikke har haft nogen rettigheder til at måtte sige det de ville, eller have sin egen holdning eller mening. Mænd har altid ment, at kvinder hørte til i hjemmet, og ikke på f.eks. et kontor som direktør. Dengang var det en normal ting, at kvinder lavede mad og vaskede tøj hele dagen, så at alt var klar når mændene kom hjem efter en hård dag på arbejde. Altid har kvinder været ’ubrugelige’ og ikke været værdige til at kunne gøre det de føler for. Men i 1915 fik Danmark en ny grundlov, som gav kvinderne stemmeret, og først der kunne kvinder begynde at komme med deres meninger og holdninger. Men hvorfor skulle der gå så lang tid før, at der var nogen som trådte igennem og gjorde noget ved det? Hvordan kan det være, at kvinderne fandt sig i det? Og har det egentlig gjort nogen forskel?
Jeg tænker tit over, hvordan at kvinderne har kunne finde sig i det. Det må have været hårdt psykisk, at man altid bare har skulle gøre hvad andre gerne ville have man skulle, og ikke selv har haft noget at skulle sige. Men sådan har det vel bare altid været. Men hvorfor? Det er der ikke noget korrekt svar på. Det hele er sikkert bare startet et sted, med en mand, som har ment, at han var stærkest og derfor måtte han bestemme.
Det er gratis at oprette en konto