Det omhandler de danske guldhorn og er skrevet i foråret 1802. Der gik et “sekel” mellem de 2 guldhorns fund. Strofernes form ændrer sig, og det kan umiddelbart godt se forvirrende ud, når man kaster et blik på det samlede digt. Men Oehlenschläger brugte sådan sine følelser og fantasi, da han skrev. Digtet foregår på marker og klipper hvor folk leder efter de forsvundne guldhorn, men de finder ingen. En mand fortæller dem, at dem der ikke søger noget. En smed havde smeltet dem om til at lave smykker
Diskussion 1: Jeg syntes personligt at det var dybt usmageligt og respektløst at stjæle og omsmelte et af de største fund i Danmarks historie. Hornene har haft så stor betydning for mange mennesker. Det var jo som sagt et såkaldt drikkehorn som måske har tilhørt vikingerne og vikingerne var dem der gjorde at vi har det land vi har i dag. Man bør have mere respekt for objekter som disse. Det er en skam disse horn er landet i forkerte hænder.
Diskussion 2: Vi burde respekterer de gamle historier siden det er dem som har støbt nutiden og det vi skriver nu støber fremtiden. Man skal huske hvordan menneske racen har udviklet sig og hvilken positiv samt negative retningen den har bevæget sig. Det er vigtigt at kunne se tilbage i tiden og se hvordan forskellige handlinger som måske for 100 år siden har ændret sig til nu. Alt vi har kunne ikke være muligt uden historie og ideologi for 100 år siden.
Det er gratis at oprette en konto