Analyse af Charlotte Weitzes' novelle 'Griskhed'

Det er måske ikke alle, som har prøvet at miste noget familie, men det kan være meget svært og forskelligt, hvordan man håndtere denne sorg. Vi kan handle på forskellige måder, hvor man tror det vil hjælpe sig selv bedst igennem denne proces. I novellen ”Griskhed” af Charlotte Weitzes står de to karaktere overfor denne svære tid. De kommer begge med hver deres svar på, hvordan de vil optage og komme igennem dette. De lader det ske inde i dem selv, og får ikke et ord sagt til hinanden omkring, hvordan de har det. Det kan også nogle gange være svært, hvad man lige skal sige, når man ved hvad der går den anden person på, og på ingen måde kan gøre noget ved det.

I Charlotte Weitzes novelle ”Griskhed” bliver der fortalt om en pige, hvis bedsteforældre er døde. Hende og tanten er i deres hus for at rydde op, og tage de ting som de gerne vil arve. Efter dette kører de ud i ørkenen, hvor handlingen forgår. I det meste af novellen kører de indtil de løber tør for benzin, hvor tanten forlader pigen, for at finde billigere benzin end på den tank de er nået hen til. Handlingen foregår kun i ørkenen, som er et meget velkendt sted for karaktererne, men den har også mystiske historier med sig. Vi får ikke præcist af vide, hvor handlingen forløber sig, som også skaber noget mystik. Den er beskrevet som en typisk ørken, hvor solen er brændende og kaktusser som ses rundt omkring. Den er meget øde, og på intet tidspunkt hører vi om, at de støder på andre mennesker. Det at hele handlingen forløber sig i ørkenen får den til at virke uendelig. De fire personer som er med i novellen kaldes ikke ved navn, men ved hvilken funktion de har i familien. Der er pigen, tanten, mormoren og morfaren. Dette kan være med til at fremhæve familiens roller og de tre genrationer, da det i denne historie handler meget om familie. Familiens roller bliver fremhævet i forhold til pigen, da det er hendes tante, mormor og morfar. Det passer sammen med, at hun er hovedpersonen og midtpunktet i novellen. Fortællerteknikken er en skjult tredjeperson og den er personbundet med pigen. Fortælleren er ikke en selvstændig person i teksten, men vi ser historien fra pigen og kan høre hvad hun tænker. Derfor giver det også god mening, at personener ikke kaldes ved navn, da pigen nok ikke vil kalde hendes familiemedlemmer ved fornavn. Pigen bliver dog kun beskrevet som ”pigen”, som er mere upersonligt, og kun fortæller noget om, at hun er et barn og en pige. I den nutid, som foregår i teksten er mormoren og morfaren som sagt døde, men igennem pigens tanker ser man tilbage på oplevelser de har haft sammen. Derfor er kompositionen i denne tekst det man kalder fragmenteret, da nutiden og det kronologiske forløb bliver brudt op til flere gange. Det kan godt blive lidt forvirrende, når det sker uden afsnit- eller linjeskift. Tanten og pigen som er de to der har mistet resten af den familie, eller vi høre i hvert fald ikke om at de har andre eller hvorfor de ikke har, men de to karakterer er meget forskellige. Tanten vil gerne have nogle af de efterladte ting, imens pigen er ligeglade med dem. Hun vil hellere tænke på minderne, for hende har tingene ingen værdi: ”Hun havde bestemt sig for ikke at eje mere end det, der kunne være i en stor kuffert.” Pigen vil ikke bindes til et sted, da hun skal være fri til at rejse, hvorhen hun vil. Derfor kan man sige hun er eventyrlysten, og en drømmer. Flere steder i novellen dagdrømmer hun i stedet for at være i nuet:” Hun lægger sig hen over sæderne og drømmer sig ud i det hvide landskab, der flimrer omkring hende” Hun elsker ørkenen, og de historier som bedsteforældrene fortalte om den: ”Folk bliver til hvide skygger i ørkenen, når de dør”. Pigen tror på dette udsagn, og er sikker på at hendes mormor og morfar nu er blevet til hvide skygger. Dette er det mest overnaturlige træk ved novellen, som forklare hvad der sker når man dør. Der er den realistiske ørken, men også den, hvor de døde lever. Ørkenen har derfor to lag, hvor overgangen mellem disse to er de hvide skygger. Tanten vil ikke være til stede, når den slags historier blev fortalt: ”sådan nogle historier om død og ulykke”. Hun bryder sig ikke om døden, og er bange for den. Igennem novellen er hun meget sur og grisk, som det ses fra pigens synsvinkel. Man oplever hende være interesseret i arven og de høje benzinpriser. Mormoren og morfaren hører man som sagt kun om igennem flashbacks. De har et tæt forhold til pigen, og de holder meget af hinanden. I minderne beskrives de som meget skrøbelige, men også som meget gode mennesker. Man kan derfor sige, at fra pigens synsvinkel har vi både den gode og den onde som man ser i eventyr. Dette kaldes for arketyper, og er et ikke-realistisk træk, som også passer sammen med, at de ikke har nogle navne. Senere hen i handlingsforløbet sidder tanten og pigen i bilen, og er på vej væk fra bedsteforældrenes hus. De taler næsten ikke sammen, de er begge to meget passive: ”Resten af tiden gik de rundt uden at tale sammen. De kunne ikke engang give hinanden et knus, da de låste for sidste gang”. Dog bryder pigen denne passivitet, da tanten går efter benzin, og ikke vil købe noget på den dyre tank, der er lige ved siden af dem. Pigen finder her tantens kreditkort, som hun opdager hun har glemt, og begynder at fylde bilen med benzin, hermed bliver hun aktiv. Det er først i slutningen hun går hen og bliver det. Hun går i mod tanten og hendes nærighed. Her kommer pigen til at falde hen i hendes dagdrømme, og glemmer at hun er ved at fylde bilen. Der danner sig derfor en sø under bilen, hvilket heller ikke er realistisk. Man kan godt fornemme at de to er meget forskellige, og ikke rigtig har lyst til at snakke med hinanden. De er begge to meget ensomme, men kan ikke rigtig komme hinanden ved. Dette symbolisere kaktussen som er tilbagevendende tre gange i teksten, som det eventyrske tal. De er begge som en kaktus, meget ensomme, og når de prøver at komme hinanden ved stikker de sig.