Digtet ”Naturforskeren” er skrevet af Carsten Hauch i 1819. Digtet er et lyrisk digt, da vi ikke som sådan har en historie, men det handler mere omkring tanker, følelser og meninger. Digtet handler nemlig om det lyriske jegs forhold til det guddommelige, nemlig Naturen. Digtet udtrykker et natursyn, der skal ses i et universalromantisk lys.
Digtet er et universalromantisk digt, da det handler om det idylliske og naturen i fokus.
Universalromantikken er den første fase af romantikken og det var en periode der varede fra 1800- til 1807-tallet. Universalromatik tog udgangspunkt i organismetanken, hvilket vil sige at naturen anses som kunst og en del af noget større. Naturen tilbedes, men ikke fordi at det er Gud der har skabt den, men fordi Gud er ånden i naturen.
Digtet er opbygget af 8 strofer med 45 vers, hvor hver strofe har et forskelligt antal vers, mellem 2 og 9 vers, og der er ingen umiddelbar rim eller systematik.
Digtet er præget af en tydelig 1. persons fortæller (s. 1 v. 1). Det lyriske jeg bruger et meget følelsesladt sprog og beskriver meget lidenskabelig naturen i form af ord som fx ”hellige, knæle, andagt.” osv.
Man kan se på digtets sprog, at det er et ældre digt, da flere ord ikke staves på samme måde som de gør i dag fx ”Naar, Ei, Maa, Gientage”. Desuden så er digtet fyldt med metaforer, symboler og billedsprog. I første strofe har vi symbolet: ”Med Andagt knæler jeg,” nemlig at det lyriske jeg knæler, og det symbolisere en vis respekt for den guddommelige natur. Allerede fra start af så bliver det religiøse slået an, nemlig at naturen er det højeste ved siden af Gud. Det vises fx også da naturen bliver stavet med stort n, ligesom at Gud bliver stavet med stort g. Eftersom naturen er et substantiv og ikke et egenavn, så burde det ikke stå med stort, men fordi at det har sådan en høj status, så bliver det også stavet med stort.
Det er gratis at oprette en konto