Krig betaler vi automatisk til over skatten, men fred må vi selv betale til under diverse indsamlinger og godgørende formål. Dette på trods af, at vi i Danmark lever godt, og har en, relativt, fungerende velfærdsstat. Millioner af vores skattepenge bruges på krigen i Afghanistan, og vi ofrer gerne unge mænd dernede, i håbet om at krigen kan skabe fred. Undersøgelser har vist, at danskerne er et af de folk i verden, som har det mest positive syn på krigen i Afghanistan. Dette på trods af, at vi, sammenlignet med befolkningstallet, er det land i verden, der har mistet flest soldater i krigen. Dette kan lyde overraskende, især taget i betragtning af hvor godt vi har det herhjemme. Årsagen kan måske ligge i, at vi i lille Danmark endelig føler vi udretter noget stort. Vi har her noget vi kan være fælles om, og det er noget der kan få følelsen af nationale stolthed til at blomstre. Dette er en følelse, vi i mange år har måttet kigge langt efter. Vi kan dårligt nok kvalificere os til en slutrunde i fodbold, og vi er ikke engang tæt på at vinde medaljer ved Vinter OL. I Afghanistan opererer vi dog på lige fod med amerikanerne, og det er måske derfor, vi hellere vil gå i krig, end vi vil bruge vores fokus steder, der virkelig har brug for hjælp. Tænk på hvor meget vi kunne hjælpe, hvis vi i stedet brugte vores fokus på en specieltrænet styrke, som kunne være sendt til Thailand da tsunamien ramte, og til henholdsvis Haiti og Chile under de seneste jordskælv. I stedet sender vi vores sønner af sted til en krig, der ikke engang direkte berører os. Sådan har det ikke altid været. Tidligere har danskerne kæmpet store krige, både med svensken og tysken som fjende. Men dette var ”dengang”. Dengang hvor sommeren var lang, vinteren bidende kold, og dengang der var landskamp mod Sverige hver søndag.
Det er gratis at oprette en konto