Analyse af Bent Vinn Nielsens 'En skidt knægt'

Bjarne er historiens fortæller og i kraft af dette bogens centrum. Bjarne kommer fra en lille by i Vendsyssel, hvor han i starten af romanen bor sammen med sin familie. Hans familie er en typisk kernefamilie med far, mor og lillesøsteren Heidi.

Bjarne kommer fra arbejderklassen med etablerede faste normer og ideer om, hvordan verden skal hænge sammen. Hans far har altid været glad for at arbejde, hvilket også afspejles i Bjarne selv. Hans kærlighed til hårdt fysisk arbejde præger ham igennem hele hans liv, hvilket for alvor kommer til udtryk når han ikke længere er i stand til at udføre et hårdt fysisk arbejde. Måske fordi han mener, at han har mistet sit livsgrundlag, men i virkeligheden tror jeg, at han er bange for at ende op, ifølge ham selv, som alle andre. Han har gennem hele livet brugt arbejde til at lukke af for sine følelser, det man i et freudiansk sammenhæng vil kalde det’et. Han sublimere ganske enkelt sit ”jeg” og tvinger sig på intet tidspunkt til at forholde sig til sig selv. Dette bevirker, at Bjarne aldrig rigtig finder ud af hvem han egentlig er. Man kan sige at han bliver fanget et sted mellem sit eget- og Kaspers univers. Hverken borgerlig og kedelig, men bestemt heller ikke autonom. Det er simpelthen hans egne normer, der holder ham fanget i et klassesamfund som han grundet egne normer, ikke er i stand til at bryde ud af, hvilket er mærkeligt da han i virkeligheden drages af eventyr og oprør og væmmes ved borgerlighedens normalitet. "Den slags idioter som render rundt i deres fritid med joggingdragt med deres firmas logo på. Gudfader! Den slags er der meget af for tiden. Det er sæson for fedterøve og fattigfine idioter." Et af bare få eksempler på dette, men gennemgående er hans evne til at undervurdere sig selv det vigtigste aspekt i forståelsen af Bjarne. F.eks. efter han har afsluttet skolen og skal til at starte som tømrerlærling. Det er ikke arbejdet som tømrer, som er det vigtige. Det er det at han på intet tidspunkt overvejer muligheden for at blive student. Han mener simpelthen at han er for dum, hvilket jeg bestemt ikke finder sandsynligt. ”Jeg glædede mig ikke eventyrligt til at starte som tømrerlærling, men jeg var lykkelig for ikke længere at være en skoledreng”. Det er altså heller ikke hvervet som tømrer, der drager ham, det er hans normer han har arvet fra sin far. Et andet eksempel kunne være de gange han undervurdere sig i forhold til Kasper. Han mener både at Kasper er klogere, smartere og har et bedre udseende end ham selv, selv om det i virkeligheden på mange måder er omvendt. Bl.a. nægter han konsekvent gennem det meste af bogen at tro på, at Merethe i virkeligheden bedre kan lide ham end Kasper, også selv om Kasper påpeger, at Merethe hele tiden snakkede om ham under deres forhold.