Der bliver brækket næser, sparket ribben ind og smadret tænder for fuld udblæsning i filmen "Ondskab". Men selvom volden fremstilles stærkt ubehageligt begge steder, er volden alligevel ikke entydigt negativ. Man fornemmer det tydeligst i filmen i tre specifikke scener:
Da Erik ca. 3/4 inde i filmen udfordrer Dahlén og hans 'gorilla' til at gå i Firkanten og giver dem et lag bank, de aldrig vil glemme.
Da Erik forfølger Silverhielm ude i skoven og truer ham, indtil han ligger på knæ og brækker sig af skræk.
Da Erik til slut vender sig mod sin stedfar og udmaler, hvordan han vil smadre ham fuldstændigt og endegyldigt.
I førstnævnte scene ser vi konkret den fysiske vold, i den anden scene er det i højere grad et psykologisk overgreb, og i tredje scene hører vi om den fysiske vold, mens selve udførelsen af den overlades til vores fantasi. Men fælles for alle tre scener er, at vi som publikum føler trang til at juble over, at Erik endelig griber til handling og giver sine plageånder fysiske og mentale tæsk. Det har en stærk forløsende effekt, når Erik griber til vold i de tre ovennævnte scener.
Hvorfor føler man trang til at juble over, at Erik griber til vold i de ovennævnte scener? - Man får det dårlig fornemmelse i maven over at Erik og Pierre hele tiden for tæsk og bliver udsat for mange forfærdelige ting uden de gør noget modstand. Da Erik endelig gør modstand i firkanten får man en god fornemmelse i maven, sådan JA TAK nu gjorde han det.
Det er gratis at oprette en konto