Så sidder vi her og venter. Det tager så lang tid, at man nærmest falder i søvn, men så kom lægen endelig med nogle papirer. Lægen satte sig ved det runde bord lige overfor mig. Min mor klemte mig i hånden, i håb om at få gode nyheder. Lægen så trist på mor, "Jeg er ked af at jeg må fortælle dem, at din datter har kræft." Mor fik tårer i øjnene som trillede lige så stille ned af hendes kind. Jeg græd ikke, jeg var ikke bange, jeg var heller ikke vred eller forbavset. Jeg kunne faktisk ikke rigtig føle noget.
På papirerne stod der en masse spørgsmål om forældre, mig, tidligere indlæggelser, sygedomme i familien, medicin, skole og pasning. Mor prøvede og læse mens hun græd, men tårerne var i vejen og de faldt ned på papiret. Jeg tog mors hænder og vi kiggede på hinanden. Jeg havde lyst til at sige det skal nok gå. Men jeg ved allerede at det ikke gør, bare hvis man havde en chance til.
Da min mor endelig var færdig med at svare de mange spørgsmål, kom lægen og tog papirerne, læste dem og tog min hånd, "Kom Astrid, lad mig vise dig hvor du skal sove" sagde lægen. Jeg kiggede forbavset på mor, hun græd stadig stille. "Skal mor med?" spurgte lægen og jeg nikkede genert. Mor rejste sig og tog vores jakker med.
Det er gratis at oprette en konto