Det er en fredag morgen sidst i december. Kirstine og mig og min familie er på vej hjem fra vores ferie. Vi har været i USA og fejre jul.
Jeg sidder ved siden af Kirstine, og snakker med hende, da der kommer noget larm. Jeg tager mine høretelefoner i, og skruer op for musikken. Jeg begynder og skrive et julekort til familien. Men larmen bliver værre, og der begynder at være lidt turbulens. Da Kirstine ikke er, så vandt til at flyve begynder hun og blive nervøs. Jeg som har fløjet en del gange, tænker da bare, at det er helt normalt. Men så begynder stewardesserne også og se bekymrede ud. Så jeg tager mine høretelefoner ud. Så kan jeg godt høre, hvor meget der larmer, og det lyder ikke normalt. Jeg spørger min storebror, som sidder på sædet foran Kirstine, om der er noget galt. Han svarer: ”nej nej det er nok bare ret slem turbulens”. Men jeg kan se i hans øjne, at han ikke så ud til at mene det. Jeg smiler bare til Kirstine for at berolige hende. Imens slår lyset til, om at man skal tage sele på. Så går jeg lidt i panik inde i mig selv. Vi har kun fløjet i et kvarter ud af 2 timer. Men jeg skynder mig og tage sele på, og tager Kirstines hånd for at berolige hende. Det bliver lige pludseligmeget meget slemt. Stewardesserne løber hen, og spænder sig fast. Lyset slukker så. Jeg kan mærke Kirstine presse min hånd hårdt, men det gør ikke noget, fordi på en underlig måde er det beroligende.
Det er gratis at oprette en konto